Biologiske alternativer til medicinering af fisk

Fødevarekvalitet Fødevaresikkerhed Fødevarer Fisk og skaldyr Hav- og dambrug

Naturligt forekommende kulhydrater hos planter, bakterier og svampe kan bruges som helsefremmende biologiske alternativer og derved reducere brugen af medicin i fiskopdræt. Det viser Dominika Alicja Przybylska fra DTU Fødevareinstituttet i sin ph.d.-afhandling.

De naturligt forekommende kulhydrater hos planter, bakterier og svampe, de såkaldte beta-glucaner, bidrager til at reducere risikoen for sygdomme hos fisk og kan derfor være med til at forbedre fiskevelfærden.                             

Dominika Alicja Przybylska fra DTU Fødevareinstituttet har i sin ph.d.-afhandling vist, at de naturligt forekommende kulhydrater kan få sårhelingen hos fisk til at ske hurtigere sammenlignet med fisk, der ikke er modtager disse kulhydrater. Naturligt forekommende kulhydrater blev tilsat fiskenes foder og viste sig at forbedre deres immunsystem og herved deres evne til at gendanne væv, som er beskadiget.

Direkte effekter ved sårheling

Naturligt forekommende kulhydrater findes allerede på markedet, og bruges som sygdomsforebyggende middel i for eksempel yngelfoder. Selve mekanismen bag disse kulhydraters evne til at forbedre fiskens immunsystem er dog ikke kendt, hvorfor det er meget interessant, at Dominika Alicja Przybylska nu har fundet direkte effekter i forbindelse med sårheling.  

Stor betydning for hav- og dambrugere

Kontrol af fiskesygdomme i produktionen er vigtigt for hav- og dambrugere for at sikre, at deres akvakulturproduktion er sund og rentabel, og fiskevelfærden er optimal.  

Derfor kan nye metoder til at sikre fiskenes velfærd være af stor betydning for branchen, hvor brug af medicin til behandling af almindelige sygdomme hos fisk er begrænsede og kostbare. I nogle tilfælde er behandling ikke mulig på grund af resistens i bakterier og svampe eller på grund af EU’s økologiforordninger, som fastlægger regler for produktion, import og mærkning af økologiske fødevarer.

DTU Fødevareinstituttets fortsætter i to andre ph.d.-forløb forskningen inden for området for at forstå, hvordan de naturligt forekommende kulhydrater virker direkte på immunsystemets celler, og derved kunne udnytte de naturlige kulhydraters fulde potentiale inden for hav- og dambrug.

Læs mere

Se Dominika Alicija Przybylskas ph.d.-afhandling: Mucosal immune response in common carp (Cyprinus carpio L.) Host pathogen interactions in relation to ß -glucan stimulation (pdf).