Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Dansk input til database over europæernes kostvaner

Ernæring og kostvaner Fødevarer Fødevaresikkerhed
Database over europæernes kostvaner har den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA opdateret, så den indeholder information fra 100.000 forbrugere i 23 EU-medlemslande. Databasen kan bruges til at beregne, hvor store mængder af forskellige skadelige stoffer forbrugere er udsat for gennem den mad, de spiser. DTU Fødevareinstituttet har bidraget med data om danskernes kostvaner.

For at kunne vurdere, om skadelige stoffer i en fødevare udgør en risiko for forbrugere, er det nødvendigt at vide både, hvor meget af stoffet der er i fødevaren, og hvor meget af fødevaren, forbrugerne spiser. EFSA har en database med information om europæernes kostvaner, som forskere og myndigheder rundt om i Europa kan bruge, når de laver risikovurderinger.

Databasen er netop blevet opdateret med nye tal fra en række europæiske lande, hvilket har forbedret data for alle aldersgrupper. Fra Danmark har DTU Fødevareinstituttet bidraget med tal fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet for 2005-2008 og spæd- og småbørns kostundersøgelsen fra 2006-2007.

Opdateringen er led i EFSA’s arbejde med at skabe en pulje af kostdata, der giver mulighed for at lave sammenligninger mellem lande eller til at identificere europæiske tendenser.

Læs mere

Læs mere på EFSA’s website om, hvordan man bruger databasen til at foretage risikovurderinger.