Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Stadig flere danskere smittes med MRSA-bakterier

Fødevaresikkerhed Bakterier og mikroorganismer Fødevarer, fisk og landbrug Sundhed og sygdomme

Stigningen i antallet af danskere smittet med MRSA-bakterier fortsatte i 2012, og det totale antal smittede er næsten fordoblet siden 2009. Langt de fleste bliver smittet udenfor hospitalerne, for eksempel ved familiebesøg i udlandet eller i landbruget. Også blandt slagtesvin er antallet af smittede steget, oven i købet markant fra 2011 til 2012. Det viser DANMAP-rapporten fra 2012 fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut.

I 2012 blev 1.556 danskere smittet med antibiotikaresistente stafylokokker, MRSA. Det er en stigning på 20% i forhold til 2011. Siden 2009 er det totale antal smittede næsten fordoblet. MRSA-bakterier er resistente over for antibiotika, der er vigtige for behandling af livstruende infektioner hos mennesker.

Raske personer kan være smittet med MRSA uden at have symptomer eller infektioner. Men problemet med personer, som bærer MRSA, er, at bakterierne kan spredes på hospitaler, hvis de ikke bliver opdaget i tide. Af de 1.556 smittede havde 54% en infektion ved fundet af MRSA. For svækkede personer, specielt patienter indlagt på hospitaler, kan MRSA give meget alvorlige infektioner.

Som tidligere år blev kun få danskere smittet ved kontakt til sygehuse - 67 i 2012 mod 58 i 2011. Derimod steg antallet af smittede personer, såkaldt samfundserhvervet MRSA fra 596 smittede i 2011 til 726 i 2012. Disse personer er smittet andre steder end på hospitaler, ofte ved familiebesøg i eller fra udlandet eller ved at arbejde i svinelandbrug.

MRSA af svinetypen den såkaldte CC398 blev fundet hos 232 personer (164 i 2011), heraf havde 92 en infektion ved diagnosen (63 i 2011).

”Den fortsatte stigning i antallet af MRSA, specielt for personer med kontakt til landbruget, giver problemer både for de borgere, der er ramt og det sundhedspersonale, der skal håndtere de smittede patienter”, siger overlæge Robert Skov fra Statens Serum Institut.

MRSA-vejledning har effekt
”Den lave forekomst af smittede på hospitaler er et udtryk for, at de danske regelsæt fungerer og ikke mindst, at sundhedspersonalet er gode til at efterleve dem”, fortsætter Robert Skov.

Som konsekvens af den fortsatte stigning i forekomsten af MRSA er MRSA-vejledningen fra Sundhedsstyrelsen blevet revideret i november 2012. Kontakt til svin er indført som risikofaktor for MRSA, og ved hospitalsindlæggelse skal patienterne spørges, om de har haft kontakt til svin. Opfølgningen af effekten for behandling af raske bærere af MRSA er desuden blevet skærpet.  

Stigning af MRSA i svin  

I 2012 blev forekomsten af MRSA desuden undersøgt i 709 svin på slagterierne og i 219 tankmælkprøver fra malkekvæg.  

Sammenlignet med 2011 er antallet af MRSA-positive svin ved slagtning steget markant - fra 44% i 2011 til 77% i 2012. Den markant højere forekomst kan skyldes, at der er flere positive besætninger end tidligere, men da MRSA overføres mellem dyrene under transport og før slagtning, kan det ikke konkluderes med sikkerhed.

Fund i tankmælk fra malkekvæg

For første gang har forskerne undersøgt tankmælk for tilstedeværelse af MRSA. Der blev fundet MRSA i 2% af prøverne, og to prøver var identiske med en MRSA-type, der findes hos svin – den såkaldte MRSA CC398.  

De positive besætninger er efterfølgende testet igen. Resultaterne viser, at flere af prøverne ikke længere indeholdt MRSA. Resultaterne kan pege i retning af, MRSA i kvæg er mere flygtig end i svin. Hvis MRSA en gang er fundet i en svinebesætning, er det svært at slippe af med den igen.

Råmælken pasteuriseres og gennemgår flere bearbejdningsprocesser, derfor bliver mælk og andre typer mælkeprodukter ikke anset som en kilde til MRSA.

”I 2012 har vi ikke undersøgt MRSA i kød, fordi der fortsat ikke er tegn på, at indtagelse af kød udgør en væsentlig risiko for smitte med MRSA til mennesker. Svin ser fortsat ud til at være det vigtigste kilde til MRSA-CC398, og forekomsten af MRSA-CC398 i tankmælk kan skyldes en spredning fra svineproduktionen”, siger seniorforsker Yvonne Agersø fra DTU Fødevareinstituttet.

”Det er vigtigt at forebygge, at forekomsten af MRSA i svin stiger og spredes yderligere til anden animalsk produktion,” fortsætter seniorforsker Yvonne Agersø.

Fakta

MRSA-bakterier

MRSA står for methichillin resistente Staphylococcus aureus.

Når bakterier udsættes for antibiotika, beskytter de sig ved at udvikle resistens. Det sker ved, at de ændrer deres gener, enten ved mutationer eller ved at resistensgener overføres imellem bakterier. Det er derfor vigtigt ikke at overforbruge antibiotika, men kun anvende det, når det er nødvendigt.

Stafylokokker er bakterier, som findes hos mennesker, dyr og i vores omgivelser. Staphylococcus aureus er en del af den normale næse- og hudflora hos cirka 50% af befolkningen. Staphylococcus aureus kan give anledning til en lang række infektioner, lige fra overfladiske sår og bylder til alvorlige infektioner som knoglebetændelse og betændelse i hjerteklappen. På hospitaler er Staphylococcus aureus den hyppigste årsag til infektioner efter operationer.

I 2012 blev MRSA fundet hos 1.556 personer. Det er en stigning på 20% i forhold til 2011, hvor 1.292 var smittede. Kun 67 personer blev smittet på hospitaler, hvilket er på samme niveau som i 2011 (58 tilfælde). Samfundserhvervet MRSA blev fundet hos 726 personer sammenlignet med 596 i 2011 (stigning på 22%), og MRSA af svinetypen CC398 steg med 41% fra 164 i 2011 til 232 personer i 2012. 92 (40%) med MRSA af svinetypen havde en infektion ved diagnosen sammenlignet med 62 (38%) i 2011

Forekomsten af MRSA hos mennesker i Danmark er fortsat lav sammenlignet med mange andre lande i Europa.

Produktion af dyr og kød i Danmark

Langt det meste kød, som er produceret i Danmark, stammer fra svin.  I 2012 blev der i Danmark produceret 29.047.000 svin svarende til 1.902 millioner kg svinekød, 111.080.000 slagtekyllinger svarende til 168 millioner kg kyllingekød, og 539.000 kvæg svarende til 138 millioner kg oksekød. Mælkeproduktion var desuden på 580.000 malkekvæg med en mælkeproduktion på 4.928 millioner kg mælk.

I 2009-2011 blev kød undersøgt for MRSA. Det er ikke tilfældet i 2012. Risikoen for, at kød udgør en kilde til smitte med MRSA for mennesker, bliver fortsat vurderet at være meget lille.

Ny MRSA-vejledning i 2012

I november 2012 udkom 2. udgave af Sundhedsstyrelsens vejledning om MRSA. Det er en national vejledning til personer på sundheds- og plejeområdet, som har til formål at forebygge spredning af MRSA både indenfor og udenfor hospitaler. I den reviderede vejledning er kontakt til svin indført som risikofaktor. Desuden er opfølgning af behandling af raske bærere af MRSA blevet skærpet for at mindske spredning af MRSA. Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at hele husstanden bliver kontrolleret efter behandling for at finde de tilfælde, hvor behandlingen ikke har virket, og som derfor kan medføre fortsat smittespredning.

DANMAP 2012

Tallene stammer fra DANMAP-rapporten for 2012, der i år er udkommet for 17. gang. Hvert år opgør rapporten forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker. Bag DANMAP står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet og Statens Serum Institut. DANMAP-rapporten er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut.

DANMAP-rapporten er tilgængelig i pdf på www.danmap.org.