Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Rullepølse med listeria var årsag til sygdomsudbrud

Fødevaresikkerhed Bakterier og mikroorganismer Fødevareproduktion Sundhed og sygdomme
Rullepølse har været årsag til et sygdomsudbrud med listeria. Det viser et stort opklaringsarbejde, som er udført i tæt samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet, bistået af Danish Crown. Rullepølsen er kaldt tilbage, og er ikke længere i butikkerne.

Siden nytår har vi i Danmark registreret væsentligt flere patienter smittet med listeria end normalt. Laboratorieanalyser har vist, at det skyldes to samtidige sygdomsudbrud, hvor patienterne er blevet syge af to forskellige typer listeria. Smittekilden til det ene sygdomsudbrud er nu identificeret. I alt otte personer var blevet smittet i udbruddet, heraf er én død som følge af smitten.

- Vi har netop fundet et match mellem otte sygdomstilfælde og listeria fra en Danish Crown virksomhed i Oldenburg i Tyskland, der producerer rullepølse. Syv af de otte patienter blev interviewet og de havde alle spist rullepølse. Når vi efterfølgende har været i kontakt med de supermarkeder, som patienterne havde handlet i, har vi konstateret, at rullepølse fra Danish Crown i Oldenburg gik igen flere steder, siger Annette Perge, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

For lidt over en uge siden har Danish Crown kaldt alle rullepølseprodukter produceret efter 1. juni tilbage fra markedet. Det skete fordi virksomheden havde fundet listeria i produktionen på virksomheden i Oldenburg. Virksomheden har bistået til opklaringsarbejdet med prøver fra virksomheden. 

- DTU Fødevareinstituttet, SSI og Fødevarestyrelsen har analyseret og sammenlignet de listeria-bakterier, der blev fundet i patienterne og i rullepølse fra virksomheden i Oldenburg, ved brug af DNA typning. Bakterierne viste sig at være helt ens, og sammenholdt med at patienterne har oplyst at de har spist rullepølse, så kan man være sikker på, at smitten er kommet fra rullepølsen, siger Steen Ethelberg, der er seniorforsker på Statens Serum Institut. 

Selvom der ikke er registreret nye sygdomstilfælde i de to udbrud den seneste måned, så fortsætter arbejdet med at finde smittekilden til det andet sygdomsudbrud.

- Vi tester for at lokalisere kilden til det andet udbrud og arbejder kontinuerligt med at vejlede virksomheder om forebyggende tiltag i fødevareproduktionen for at undgå at få listeria i pålægsprodukter, siger seniorforsker og forskningsgruppeleder Marianne Sandberg, DTU Fødevareinstituttet.

Se hvilke typer rullepølse, der er kaldt tilbage her.

Fakta om listeria

Listeria er særlig farlig for syge, svækkede, ældre og gravide. Fødevarestyrelsen har en række råd til, hvordan disse særligt sårbare grupper kan undgå listeria:

  • Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kødpålæg så friskt som muligt
  • Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere
  • Undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste
 

Læs mere
Læs mere om det nu opklarede udbrud samt det andet udbrud på SSI’s hjemmeside.

Sådan undgår du listeria - hvis du er syg
Sådan undgår du listeria - hvis du er gravid

Yderligere oplysninger
Fødevarestyrelsens presse: presse@fvst.dk, telefon 22 84 48 34
Statens Serum Instituts presse: presse@ssi.dk, telefon 22 60 11 23 
DTU Fødevareinstituttet: kommunikation@food.dtu.dk, telefon 22 84 48 61