Fødevareallergi opstår ikke bare gennem det, vi spiser. Det, vi putter på huden og i håret, kan også fremkalde allergi. Jo mere viden om allergiens opståen, desto bedre muligheder for at forebygge og behandle. DTU Fødevareinstituttet arbejder for at forebygge og behandle allergi samt fremme tolerancen.
Millioner af mennesker verden over lider af fødevareallergi, og lidelsen kan i værste fald være livsfarlig. DTU Fødevareinstituttet forsker derfor i at forebygge, behandle og håndtere fødevareallergi.
Når vi mennesker får allergi, er det med få undtagelser proteiner, vi får allergi overfor. Kroppen kan danne en type af antistoffer, der oprindeligt har til formål at bekæmpe parasitter. Når disse antistoffer begynder at reagere på ellers uskadelige fødevarer, er der sket en fejlreaktion i kroppen, og der opstår allergi.
"Ambitionen er at bidrage til, at færre mennesker på længere sigt får allergi, at flere kan blive behandlet, og at allergikere lettere kan håndtere deres allergi."
Seniorforsker og forskningsgruppeleder Katrine Lindholm Bøgh
Udgangspunktet for forskningen er at forstå, hvorfor nogen fødevareproteiner er allergene og andre ikke. Derfor kigger forskerne både på de allergene og tolerogene egenskaber ved proteinerne – det vil sige de egenskaber, der hhv. introducerer allergien og udvikler tolerance.
En række af instituttets forskningsprojekter om eksponering tyder på, at vi højst sandsynligt får allergi gennem huden. Det vil sige, når allergene stoffer kommer i kontakt med huden fra miljøet eller fra de kosmetiske produkter, vi bruger – cremer, shampoo, balsam osv. Derfor arbejder forskerne med projekter om hudsensibilisering med fokus på at undersøge, hvordan og hvorfor nogle fødevareproteiner kan give allergi netop gennem huden.
Læs mere
Læs mere om DTU Fødevareinstituttets forskning i fødevareallergi i en artikel i DTU Fødevareinstituttets 60 års jubilæumsskrift: Allergi overfor mad kan opstå gennem huden.
DTU Fødevareinstituttet fejrer i år 60 års fødselsdag, da det den 5. juni 1959 blev besluttet at etablere et nationalt fødevareinstitut i Danmark.
Se også artiklen: I frontlinjen for sund, sikker og bæredygtig mad, Det ufødte barn skal beskyttes bedre mod kemikaliecocktails samt Fødevarer, vi kan stole på.
Forbrugerne går i stadig stigende grad op i deres sundhed. Magasiner og nyhedsmedie bugner med råd om at spise sundt, motionere mere og i det hele taget leve sundere – og efterspørgslen efter sunde og sikre fødevarer stiger fortsat.
Men samtidig bliver flere og flere ramt af infektionssygdomme og livsstilssygdomme, og kemikaliepåvirkninger kan føre til kræft og true vores evne til at få børn.
Derfor er forskning, som forebygger sygdom og fremmer sundhed, vigtig.
Størstedelen af DTU Fødevareinstituttets forskningsprojekter, rådgivning til myndigheder, samarbejde med virksomheder og undervisningsaktiviteter har netop som grundlæggende vision at gøre en forskel ved at forebygge sygdomme og fremme sundhed indenfor en lang række områder:
- antibiotikaresistens
- uønskede effekter af kemiske stoffer
- ernæring
- fødevareallergi
- mikrobiologisk fødevaresikkerhed
- hygiejnisk design i fødevareproduktionen
- helhedsvurdering af sundhedseffekter
- kemisk fødevareanalyse
- nanomaterialer i fødevarer
- risikovurdering
- tarmsundhed
- udvikling af sunde fødevarer og ingredienser.