Pris for ny nordisk uddannelse i akvatisk fødevareproduktion

Fødevareteknologi Fødevarer Fødevareproduktion

Seniorforsker Caroline P. Baron fra DTU Fødevareinstituttet står bag initiativet med at oprette en ny nordisk kandidatuddannelse i akvatisk fødevareproduktion. For det arbejde modtog hun DTU’s internationaliseringspris ved DTU’s årsfest 2013. Uddannelsen er baseret på et tæt samarbejde med industrien gennem hele uddannelsen.

En ny nordisk kandidatuddannelse i akvatisk fødevareproduktion, AQFood, har fokus på produktion og forarbejdning af akvatiske fødevarer og på hele værdikæden fra fiskeopdræt og fangst, til fisken ender på forbrugernes bord. Desuden spiller fødevaresikkerhed og -kvalitet en central rolle i uddannelsesforløbet. Seniorforsker Caroline Baron fra DTU Fødevareinstituttet står bag initiativet til uddannelsen, og for det arbejde modtog hun DTU’s internationaliseringspris ved DTU’s årsfest 2013.

Tæt samarbejde med industrien
Uddannelsen modtog sine første studerende i efteråret 2012 og foregår i et tæt samarbejde mellem virksomhederne i fiskeindustrien og forskningsmiljøet. Når de første kandidater er færdige, vil de kunne arbejde med produktionsledelse, kvalitetssikring, udvikling og kontrol i fødevareindustrien, i distributionsleddet og på myndighedsområdet. Undervisningen er blandt andet baseret på intensiv brug af e-læring og udvekslingsophold og udbydes som en international kandidatuddannelse.

Uddannelsesforløbet er udviklet i et samarbejde med Norges Teknisk-naturvidenskabelige Universitet i Trondheim, Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet, Sveriges Landbrugsuniversitet og Islands Universitet.

Læs mere                

Læs mere om uddannelsen på uddannelsens website www.aqfood.org.

Læs også artiklen i Dynamo nr. 12, marts 2012: Ingeniører i fisk, side 21.