Ved at spise en halv stor abrikoskerne, svarende til et kvart gram, risikerer voksne at overskride den sikre grænse for indtag af stoffer, som i kroppen bliver omdannet til den giftige blåsyre. For småbørn kan indtaget være for stort ved at spise mere end 0,06 gram kerne. Det slår den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, fast i en ny videnskabelig vurdering.
Abrikoskerner indeholder naturligt forekommende såkaldte cyanogene glykosider, som kan frigive det giftige hydrogencyanid (blåsyre), hvis man findeler eller tygger dem. Den type stoffer er også kendt fra bittermandler, mens de kun findes i lave mængder i almindelige mandler.
Mennesker, som spiser for mange abrikoskerner, kan derfor ifølge EFSA opleve opkastning og hjertebanken. I svære tilfælde kan sådanne forgiftninger føre til vejrtrækningsbesvær, kramper og bevidstløshed, og i værste fald er de dødelige. Der er ikke belæg for, at abrikoskerner kan kurere kræft, som det fra tid til anden bliver fremhævet.
EFSA har sat en grænse for, hvor meget hydrogencyanid et menneske kan indtage i en periode på 24 timer eller mindre, uden at indtaget udgør en sundhedsmæssig risiko.
EFSA har sat den sundhedsmæssigt baserede grænse – som kaldes en akut reference dosis – til 20 mikrogram pr kg legemsvægt, hvilket er 25 gange under den lavest rapporterede dødelige dosis.
Beregnet ud fra abrikoskerner med højt indhold af cyanogene glykosider, vurderer EFSA’s eksperter, at voksne ikke bør spise mere end en halv stor abrikoskerne dagligt – eller mere præcist et kvart gram. Småbørn bør på grund af deres lavere vægt højst spise en niendedel af en stor abrikoskerne – svarende til 0,06 gram kerne.
Okay at spise frugtkød og marcipan af abrikoskerner
Der er ikke nogen sundhedsrisiko forbundet med at spise selve frugtkødet fra abrikoser. Der er heller ikke sundhedsmæssige problemer med indholdet i marcipan fremstillet fra abrikoskerner, da EU har fastsat grænseværdier for indholdet af hydrogencyanid i marcipan. En ny dansk undersøgelse af marcipan, som Fødevarestyrelsen har foretaget, viser at grænseværdierne bliver overholdt.
Læs mere
EFSA’s videnskabelige vurdering af et sikkert indtag af abrikoskerner er beskrevet i rapporten: Acute health risks related to the presence of cyanogenic glycosides in raw apricot kernels and products derived from raw apricot kernels.
EFSA har også tidligere vurderet hydrogencyanid som aromagivende stof. Vurderingen findes på EFSA’s website: Opinion of the Scientific Panel on Food Additives, Flavourings, Processing Aids and Materials in Contact with Food (AFC) on hydrocyanic acid in flavourings and other food ingredients with flavouring properties.
Fødevarestyrelsen har i et kortlægningsprojekt analyseret indholdet af hydrogencyanid i fem prøver af abrikoskerner købt i den danske detailhandel. Tre af disse havde et indhold, der er mindst lige så højt eller højere, end hvad der er fundet ved analyser i udlandet. Læs hele rapporten på Fødevarestyrelsens website.
Blåsyreholdige glykosider er relativt ugiftige, så længe blåsyren er bundet til sukkermolekyler. Den giftige blåsyre kan imidlertid blive frigjort ved, at plantevævet bliver ødelagt - hvilket sker, hvis planten bliver spist.
Når plantevævet bliver ødelagt, aktiverer man et naturligt forekommende enzym i planten, der kan spalte glykosidbindingerne. Blåsyre kan også frigives senere i tarmkanalen, fordi tarmens mikroorganismer indeholder et enzym, der kan spalte glykosidbindingerne og fraspalte blåsyre.