Ny handlingsplan skal mindske antallet af danskere, der bliver smittet med campylobacter. Campylobacter er den bakterie, som gør flest danskere syge med diarre. Campylobacter findes især i fjerkræ, men kan også forekomme i andre fødevarer og i miljøet. DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og fjerkræbranchen har udarbejdet handlingsplanen, som Fødevareministeren netop har præsenteret.
Hvert år bliver op mod 4.000 diarretilfælde forårsaget af campylobacter registreret i Danmark. Men langt fra alle syge bliver registreret, så det reelle antal syge er langt højere. Ifølge årsrapporten fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, bliver flere og flere europæere syge af campylobacter. I 2011 var det registrerede antal 220.209, hvilket er en stigning på 2,2% i forhold til 2010.
Den primære kilde til campylobacterinfektioner hos mennesker er kylling. DTU Fødevareinstituttet vurderer, at omkring halvdelen af infektionerne, hvor patienten er smittet i Danmark, stammer fra kylling, men der er også andre kilder. I de seneste år er der i Danmark gjort en stor indsats for at sænke niveauet af campylobacter, men kyllingekød er stadig den største, kendte kilde.
Målet er at halvere risikoen for at blive syg af kyllingekød
DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og fjerkræerhvervet har derfor udarbejdet en ny handlingsplan for campylobacter. Målet er at sænke niveauet af campylobacter i slagtekyllingeflokke med 20% inden 2016. Sigtelinjen for hele perioden er at halvere risikoen for, at danskerne bliver syge af at spise dansk kyllingekød.
Et af de mest effektive midler til at reducere forekomsten af campylobacter i kyllingflokke er at sætte fluenet for ventilationen til kyllingehuse. Det viser forskningsresultater fra DTU Fødevareinstituttet. Et af initiativerne i handlingsplanen er, at der skal udvikles et praktisk anvendeligt insektværn og derefter udarbejdes en plan for opsætning på kyllingehusene.
DTU Fødevareinstituttet har også bidraget til handlingsplanen med forskning inden for både hygiejnetiltag på slagterierne og generel ny viden om spredningen af campylobacter.
Læs mere
Læs pressemeddelelse fra Fødevareministeriet: Ny handlingsplan skal gøre danske kyllinger mere sikre.
Se pressemeddelelse fra EFSA: Rise in human infections from Campylobacter and E. coli, whilst Salmonella cases continue to fall: EFSA and ECDC 2011 zoonoses report.
Læs også pressemeddelelsen fra DTU Fødevareinstituttet: Fluenet er effektivt værn mod campylobacter.