Kom til fyraftensmøde på DTU’s Skylab i Lyngby den 9. november og hør, hvordan tang kan være med til at brødføde verdens voksende befolkning. En tangekspert fra DTU Fødevareinstituttet er blandt oplægsholderne ved mødet, hvor deltagerne også får mulighed for at sætte tænderne i fermenteret tang tapas og tang-is.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, forventer, at verdens befolkning vil vokse fra 7 milliarder i dag til 9,5 milliarder i 2050. Behovet for at producere foder og fødevarer vil dermed stige. Forskere og forretningsfolk verden over er i fuld gang med at undersøge, hvordan man kan dyrke og udnytte tang bedre, så afgrøden kan bruges sikkert og effektivt til at brødføde den voksende befolkning.
Ved et FoodTalk fyraftensmøde på DTU Skylab i Lyngby den 9. november kl. 17.15 vil forskere, studerende og spirende forretningsfolk fortæller om deres erfaringer med at bruge tang som ingrediens eller fødevare.
Fra DTU Fødevareinstituttet deltager lektor Susan Løvstad Holdt. Hun vil fortælle om et nyt forskningsprojekt, hvis fokus er at udvinde prebiotika til brug i foder og at udvikle ingredienser til brug i produktionen af fødevarer og kosmetik.
På mødet bliver der serveret fermenteret tang tapas og tang-is.
Program
Se det fulde program for FoodTalk mødet, som foregår på engelsk. Læs også mere om eventet via SkyLab’s Facebook kalenderarrangement.
Tid
Torsdag den 9. november 2017, kl. 17.15-19.00. Tilmelding er ikke nødvendig.
Sted
DTU Skylab
Diplomvej
Bygning 373A
2800 Kgs. Lyngby
Læs mere
DTU Fødevareinstituttet forsker i dyrkning og optimal udnyttelse af tang. Læs om arbejdet f.eks. i nyheden fra den 7. september 2016: Antioxidanter i blæretang kan give fødevarer bedre smag, eller i nyheden fra den 26. april 2016: Nye udvindingsmetoder skal mindske spild i tangindustrien.