Forbrugerne i Danmark, som tror, at de har sunde kostvaner, har ikke altid ret. Manglende viden om de officielle kostråd er en del af forklaringen. Det viser en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.
Deltagerne i en ny kvalitativ undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Landbrug & Fødevarer og Fødevarestyrelsen, mener, at det generelt er vigtigt at spise sundt. Men i praksis er det ikke alle, der efterlever de officielle kostråd.
Rapporten bag den nye undersøgelse samler to undersøgelser af, hvad danskerne faktisk spiser, og deres opfattelse af, hvor sunde kostvaner de har. Resultaterne viser blandt andet, at kun 15% af de mænd, der i høj grad mener at have sunde kostvaner, spiser den anbefalede mængde frugt og grønt. For kvinder er andelen 59%.
En del af de 18 interviewpersoner, der har deltaget i den kvalitative del af undersøgelsen, forklarer, at de kan have svært ved at følge anbefalingerne for en sund kost. De oplever, at der, udover de officielle kostråd, er mange forskellige anbefalinger, og at de ofte bliver ændret. De forskellige budskaber forvirrer, og det er derfor lettere at bruge sin sunde fornuft.
Læs mere
Læs rapporten: Danskernes faktiske kost og oplevelsen af sunde kostvaner (pdf).
Se også pressemeddelelsen fra Landbrug & Fødevarer og Fødevarestyrelsen: Danskerne er ikke så sunde, som de tror.