Fødevaresikkerheden i Danmark er høj, men alligevel gør fødevareoverførte sygdomsfremkaldende mikroorganismer hvert år et betydeligt antal danskere syge. I over 30 år har DTU Fødevareinstituttet spillet en central rolle i at forhindre forbrugerne i at blive syge af det, de spiser. Det er bl.a. sket ved at udvikle strategier til at holde bakterier og virus ude af fødevarer, overvåge forekomsten af bakterier og antibiotikaresistens og efterspore kilder til sygdomsudbrud. Læs om arbejdet på DTU Fødevareinstituttets temasite om sygdomsfremkaldende mikroorganismer.
Både forbrugere og samfundet som helhed forventer, at danskere skal kunne spise de fødevarer, der er til salg på markedet, uden at blive syge af det. Ikke desto mindre gør sygdomsfremkaldende mikroorganismer i fødevarer hvert år et betydeligt antal danskere syge.
I over 30 år har DTU Fødevareinstituttet spillet en central rolle i at forhindre forbrugerne i at blive syge af det, de spiser. Det er sket gennem forskning i metoder til at holde bakterier og virus ude af fødevarer og ved at skabe solide data om, hvor de sygdomsfremkaldende mikroorganismer findes i fødevarekæden.
Danmark som forgangsland
Forskning fra DTU Fødevareinstituttet har f.eks. været med til at gøre Danmark et forgangsland i bekæmpelsen af salmonella i fjerkræ. Forekomsten af salmonella i danskproduceret slagtekyllinger og æg er i løbet af 20 år reduceret til tæt på nul. Succesen skyldes en kombination af unikke videnskabelige metoder og samarbejde mellem myndigheder, industri og forskere.
Derudover står instituttet i spidsen for flere projekter, der kan føre til et paradigmeskifte i sygdomsovervågning ved globalt at udbrede brugen af helgenomsekventering – en teknik, der hurtigt og præcist kan kortlægge sygdomsfremkaldende bakteriers fulde arvemasse.
Målet med projekterne er at etablere et globalt overvågningssystem, som kan generere viden om de mekanismer, der er årsag til sygdomme på verdensplan, samt hvordan bakterierne overføres til og mellem mennesker. Den viden kan så bruges til at opklare smittekilder til udbrud af smitsomme sygdomme og til at sætte hurtigt ind med målrettede initiativer for at redde liv og forebygge, at sygdommene spreder sig – både lokalt eller globalt.
Metodeudvikling
Forskere ved DTU Fødevareinstituttet arbejder også på at udvikle nye, hurtige, omkostningseffektive metoder til at påvise bakterier og virus i fødevarer, foder og primærproduktionen. Et andet forskningsområde er at udvikle modeller til at forudsige sygedomsfremkaldende mikroorganismers vækst, overlevelse og inaktivering, når fødevarer bliver forarbejdet, lagret og distribueret.
Læs mere
Gå på opdagelse i DTU Fødevareinstituttets temasite om sygdomsfremkaldende mikroorganismer og læs mere om instituttets aktiviteter og forskningsresultater på området.
På instituttets website kan du også finde temasites om antibiotikaresistens, kemikaliepåvirkninger, risikovurdering samt ernæring og kostvaner. Flere vil med tiden blive føjet til.
Så du gerne andre temaer foldet ud på www.food.dtu.dk, kan du udfylde denne formular.