Image: DTU Fødevareinstituttet

Berigede fødevarer kan afhjælpe D-vitaminmangel i Danmark

torsdag 27 jun 19

Kontakt

Ida Marie Grønborg
Postdoc (tidl. ansat)
DTU Fødevareinstituttet
20 99 78 01

Fødevarer beriget med D-vitamin har i et studie fra DTU vist sig at være effektive til at undgå D-vitaminmangel blandt danske og pakistanske kvinder i vintermånederne.

D-vitamin er vigtigt bl.a. for vores knoglesundhed, fordi vitaminet hjælper kroppen med at optage calcium fra kosten. De fleste danskere får om sommeren dækket D-vitaminbehovet fra sollys, da vitaminet bliver dannet, når sollysets UVB-stråler rammer huden.

Cirka hver 10. dansker kommer dog i D-vitaminmangel i vinterhalvåret, hvor solens UVB-stråler ikke er stærke nok til, at D-vitamin kan dannes i huden. Et ph.d.-studie fra DTU Fødevareinstituttet har vist, at den mangelsituation kan undgås ved at spise fødevarer beriget med D-vitamin om vinteren.

Studiets opbygning

I studiet har 143 kvinder af dansk og pakistansk oprindelse i tre måneder spist ost, yoghurt, knækbrød og æg, som de fik udleveret af DTU Fødevareinstituttet. Den ene halvdel af deltagerne fik berigede produkter, mens den anden halvdel fik placeboprodukter. Studiet var dobbelt blindet, hvilket betyder, at hverken deltagere eller forskere vidste hvem, der fik udleveret hvad.

Ved forsøgets start havde kvinderne gennemsnitligt omkring 50 nanomol per liter (nmol/L) D-vitamin i blodet. En D-vitaminkoncentration under 30 nmol/L anses for at være skadeligt for menneskers knoglesundhed. Blandt 9 procent af de danske og 24 procent af de pakistanske kvinder var D-vitaminkoncentrationen i blodet ved forsøgets start under 30 nmol/L.

Efter i tre måneder af have spist berigede produkter var ingen af de danske kvinder i D-vitaminmangel, hvorimod 23 procent af de, der havde spist placeboprodukter, var i en mangelsituation. Blandt de pakistanske kvinder var tallene henholdsvis 3 procent og 34 procent.

Ida Marie Grønborgs studie viser overordnet, at indtag af D-vitaminberigede fødevarer kan afhjælpe den D-vitaminmangel, der opstår i Danmark i vinterperioden.

Få berigede fødevarer i Danmark

Dansk lovgivning tillader, at fødevareproducenter tilsætter D-vitamin i en række fødevarer, så længe de mærker varerne som berigede. Men i modsætning til lande som Sverige, Finland, Norge, Tyskland og Holland er ganske få fødevarer på det danske marked beriget med D-vitamin.

Læs mere

Studiet er beskrevet mere detaljeret i en videnskabelig artikel i tidsskriftet European Journal of Nutrition: Vitamin D-fortified foods improve wintertime vitamin D status in women of Danish and Pakistani origin living in Denmark: a randomized controlled trial.

En videnskabelig artikel publiceret i European Journal of Nutrition kortlægger de beregninger, forskerne har brugt til at beslutte, hvor meget D-vitamin, der skulle tilsættes de forskellige fødevarer, som deltagerne har spist i forsøget: Modelling of adequate and safe vitamin D intake in Danish women using different fortification and supplementation scenarios to inform fortification policies.

En kopi af Ida Marie Grønborgs ph.d.-afhandlingen er tilgængelig i DTU Fødevareinstituttet. Når artiklerne i afhandlingen er publiceret, bliver hele afhandlingen lagt i DTU Orbit. Send en e-mail til food@food.dtu.dk, hvis du ønsker at få besked, når det sker.

Ph.d.-studiet er gennemført som en del af ODIN FOOD, der er en del af et større Europæisk forskningsprojekt: ODIN. ODIN-projektet har til formål at producere viden, som kan forhindre mangel på D-vitamin blandt EU borgere gennem mad. DTU fødevareinstituttet er ansvarlig for ODIN FOOD, der fokuserer på D-vitaminmangel hos voksne kvinder. Læs mere på projektets website.

https://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=5C19EEC6-FBFB-4DFF-BAA4-6F53D1F3C9BE&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Markant-flere-alvorlige-bakterie-infektioner-hos-danske-patienter
10 DECEMBER 2019