Næsten alle prøverne i en undersøgelse af fødevarer solgt indenfor EU overholder grænseværdierne for sprøjterester, og over halvdelen af prøverne indeholder slet ingen sprøjterester. Det viser en undersøgelse fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA.
I 2012 er prøver udtaget af 12 forskellige fødevarer til EU’s pesticidkontrol, som bliver koordineret af EFSA. Derudover udtager fødevaremyndighederne i EU’s 29 medlemslande i forbindelse med deres nationale pesticidkontrol også prøver til EU’s kontrolprogram.
I de nationale programmer overholder 97,1% af prøverne EU’s tilladte grænseværdier for sprøjterester, hvorimod tallet er 99,1% for prøver udtaget til EU’s koordinerede kontrolprogram. I 54% af prøverne kan der slet ikke spores pesticidrester. Ifølge resultaterne fra de nationale programmer overskrides grænseværdien langt oftere i mad fra lande udenfor EU, Norge og Island (7,5%) end i mad fra disse lande (1,4%).
EFSA’s pesticidrapport for 2012 omfatter78,390 prøver af 750 forskellige fødevarer, som er undersøgt for næsten 800 sprøjterester og deres nedbrydningsprodukter. Rapporten inkluderer også resultater fra pesticidkontrollen i Island og Norge.
Formålet med EU’s koordinerede kontrol er at vurdere forekomsten af pesticidrester i Europa og beregne forbrugernes eksponering gennem kosten. På baggrund af resultaterne kan EFSA anbefale, hvordan EU’s pesticidlovgivning bedre håndhæves.
Læs mere
Den fulde rapport kan læses på EFSA’s website.
Læs om resultaterne for 2013 fra den danske pesticidkontrol i DTU Fødevareinstituttets nyhed fra den 12. december: Dansk frugt og grønt indeholder stadig færrest sprøjterester.