Tine Rask Licht får Danisco Prisen 2010

Ernæring og kostvaner Fødevarekvalitet

Professor Tine Rask Licht fra DTU Fødevareinstituttet har i dag modtaget Danisco Prisen på 250.000,- kr. for sin forskning inden for fødevarers og fødevareingrediensers effekt på tarmens mikroflora og deres påvirkning af vores sundhed.

Gennem de seneste ti år er der sket en eksplosiv udvikling i forskernes måde at betragte tarmens mikroorganismer - også kaldet tarmens mikrobiota - og man er blevet klar over at mikrobiotaen på mange måder kan betragtes som et slags ekstra organ, fordi vi mennesker har 10 gange så mange bakterier i vores tarm, som vi har celler i resten af kroppen.

Samtidig peger mere og mere forskning på at tarmens mikrobiota har stor betydning for vores immununsystem og påvirker risikoen for at udvikle livsstilssygdomme. Inden for dette område har Tine Rask Licht allerede placeret sig som en af Danmarks førende forskere, og i dag modtog hun Danisco Prisen 2010, hvis formål er at medvirke til forbedring af især industrielt fremstillede fødevarer.

Prisen gives til enkeltpersoner eller institutioner som belønning for en markant indsats for forbedring af vores fødevarer, eller som finansiering af tiltag, der har til formål at forbedre fødevarerne.