Invitation til seminar: Nanoteknologi og fødevarer

Fødevarekvalitet Fødevaresikkerhed Fødevareteknologi

DTU Fødevareinstituttet inviterer til åbent seminar om perspektiver og risici ved nanoteknologi og fødevarer den 6. oktober 2011. Nanoteknologi åbner nye muligheder for at fremstille sundere fødevarer og skabe fødevarer med helt nye funktioner. Fokus på seminaret vil være på muligheder og perspektiver ved nanoteknologi samt potentielle risici baseret på de seneste videnskabelige forskningsresultater.

Nanoteknologi åbner nye muligheder for at se og flytte rundt på nogle af universets mindste byggestene med en størrelse på nogle få milliarddele af en meter. Det gør det også muligt i fødevarer at anvende strukturer i nanostørrelse, som for eksempel faste fedtstoffer og nanofibre som byggesten til at danne nye strukturer og til at introducere nye funktioner i fødevarer.

Hvad er perspektiverne ved at anvende nanoteknologiske teknikker i fødevareproduktionen? Hvordan kan nanoteknologi bidrage til at gøre vores fødevarer sundere? Er der nogen risici ved de sølv-nanopartikler, der i dag bruges i fødevareemballage og køleskabe, fordi de virker bakteriehæmmende? Det er nogle af de spørgsmål, oplægsholderne vil forsøge at besvare på et åbent seminar om nanoteknologi og fødevarer med oplægsholdere fra DTU Fødevareinstituttet og NanoDTU.

Seminaret er det andet i rækken af åbne institutseminarer om fødevaresikkerhed, ernæring, fødevarekvalitet, fødevareteknologi samt miljø og sundhed, som DTU Fødevareinstituttet fremover løbende vil holde om instituttets forskning, myndighedsbetjening og aktuelle emner.

Tid

Torsdag den 6. oktober 2011, klokken 15.30-17.00

Sted

DTU Lyngby Campus
Anker Engelunds Vej 1
Bygning 101 A
Mødecenteret i stueetagen, rum S01
2800 Kgs. Lyngby

Program og tilmelding

Se invitation og program (pdf). Det er gratis at deltage i seminaret.

På grund af begrænset deltagerantal er tilmelding nødvendig til sekretariatet@food.dtu.dk, senest tirsdag den 4. oktober 2011.