Jordklode på en gaffel. Foto: Colourbox.dk

En sund og bæredygtig kost skal også være sikker at spise

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed

FN har udgivet vejledende principper for sammensætning af en kost, der er både sund og bæredygtig. DTU Fødevareinstituttet har deltaget i arbejdet med at udarbejde principperne for at sikre, at kosten også er sikker at spise.

Både produktionen og forbruget af mad i sin nuværende form belaster miljøet mere, end kloden kan holde til. Det er derfor en global udfordring at finde nye kostmønstre, som både tilgodeser miljøet og sikrer et tilstrækkeligt indtag af nødvendige næringsstoffer.

Som en hjælp i arbejdet med at udforme sådanne kostmønstre har FN udgivet nogle vejledende principper, som har til hensigt at sammensætte en kost, der fremmer menneskers sundhed og velvære, har en lav klimabelastning og en høj fødevaresikkerhed, og som folk har adgang til og er kulturel acceptabel.

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) og Verdenssundhedsorganisation (WHO) står bag de vejledende principper.

Hjælp fra DTU’s helhedsvurderingseksperter

Principperne er udarbejdet af fem FN-udpegede ekspertgrupper – heriblandt en gruppe fagfolk fra DTU Fødevareinstituttet, som har haft til opgave at identificere fødevaresikkerhedsudfordringer ved forskellige kostscenarier.

Fagfolkene er udpeget i kraft af deres ekspertise i at beregne sygdomsbyrden af kontaminerede fødevarer, og i at udarbejde helhedsvurderinger af både de sundhedsgavnlige og -skadelige effekter ved fødevarer, fødevaregrupper eller hele kosttyper.

Gruppen fremhæver, at sygdomsbyrden for kontaminerede fødevarer allerede er høj, især i lavindkomstlande, og påpeger, at det er vigtigt at tage højde for sikkerheden af fødevarer i definitionen af sunde og bæredygtige kostmønstre.

Eksempelvis risikerer befolkninger, som begynder at spise flere kornprodukter og nødder nogle steder i verden, at blive udsat for større mængder af de kræftfremkaldende stoffer aflatoksiner, som kan dannes i disse afgrøder under varme og fugtige forhold. Ligeledes vil et øget indtag af konventionelt dyrket frugt og grønt også føre til et større indtag af pesticidrester.

Læs mere

Læs hele rapporten på FAO’s website: Sustainable healthy diets – guiding principles.

Beregninger fra DTU Fødevareinstituttet viser, at mange danskere kan reducere kostens klimaaftryk væsentligt ved at følge de officielle kostråd og reducere madspild, erstatte noget af kødet (især det røde og forarbejdede kød) med f.eks. bælgfrugter, spise mere frugt og grønt samt skære ned på alkohol og søde sager.

Læs mere om beregningerne i en e-artikel fra instituttet: På vej mod en sundere og mere bæredygtig kost.

E-artiklen indgår i en rådgivningsopgave for Fødevarestyrelsen. Som en del af opgaven arbejder instituttet med at skabe dokumentation for mere bæredygtige og sunde kostsammensætninger i en dansk kontekst.