DK: Bifidobacterium longum subspecies infantis. Foto: DTU Fødevareinstituttet | UK: Bifidobacterium longum subspecies infantis. Photo: National Food Institute

Pris til lovende tarmbakterieforsker

Ernæring og kostvaner Sundhedsfremmende stoffer Sundhed og sygdomme Fødevarer, fisk og landbrug
Ung DTU-forsker høster ny pris for sin forskning i sammenhænge mellem kost, tarmbakteriesammensætning og sundhed med særligt fokus på småbørn.

Der findes flere billioner bakterier i menneskers tarme. Bedre viden om, hvordan kost og miljø påvirker bakteriesammensætningen (tarmmikrobiotaen), kan give større indsigt i kroppens risiko for at udvikle en række sygdomme og bane vejen for at finde måder at minimere den risiko.

Seniorforsker Martin Frederik Laursen fra DTU Fødevareinstituttet har for anden gang i sin korte forskerkarriere modtaget en pris som anerkendelse af hans forskning på netop dette område.

Prisen anerkender Martin Frederik Laursens arbejde, som har fokus på tarmmikrobiotaen hos spæd- og småbørn. Han har bl.a. været med til at identificere, hvordan amning og overgangen til familiens mad er med til at forme tarmmikrobiotaen, samt hvordan tarmbakterier kobler til appetit-regulerende hormoner og ekstrem vægtstigning i det tidlige liv.

Hæderen kommer fra International Scientific Association for Probiotics and Prebiotics, som har tildelt den unge forsker en Glenn Gibson Early Career Research Prize.

Martin Frederik Laursen har også været med til at påvise et enzym i bifidobakterier, som lever af modermælk i spædbørns tarme. Enzymet gør bakterierne i stand til at danne stoffer, som formentlig påvirker immunforsvaret i gunstig retning. Studiet er gennemført med forskerkollegaer fra bl.a. Københavns Universitet og blev publiceret i Nature Microbiology i efteråret 2021.

Den viden er vigtig for vores forståelse af de gavnlige effekter af amning og kan vise sig vigtig i design af fremtidens præ- og probiotiske produkter til spædbørn. Populært sagt er probiotiske produkter kosttilskud med gavnlige tarmbakterier, mens præbiotiske produkter er kosttilskud, der indeholder næringsstoffer, som specifikke gavnlige tarmbakterier lever af.

Hæder fra DTU

Martin Frederik Laursen fik sin ph.d. i 2018 og modtog samme år DTU’s Young Researcher Award ved den årlige fejring af årets ph.d.-kandidater som anerkendelse af at have lagt en ekstraordinær indsats i sin afhandling. Se en kort video optaget til lejligheden, hvori Martin Frederik Laursen forklarer, hvordan viden fra hans forskningsfelt kan bruges til at forbedre menneskers sundhed.

Siden da har Martin Frederik Laursen som postdoc sideløbende haft fokus på udvikling af næste generations probiotika, der i fremtiden kan anvendes i behandlingen af inflammatoriske tarmsygdomme. Som seniorforsker er han desuden nu med til at skabe indsigt i, hvordan viden om det enkelte menneskes tarmmikrobiota kan bruges til at skræddersy en sundhedsfremmende kost.

Læs mere på DTU Fødevareinstituttets website om Forskningsgruppen for Tarmbakterier og Sundheds forskning i, hvordan kost, fødevareingredienser og fødevareforureninger påvirker sammensætningen og aktiviteten af tarmens bakterier og deres effekter på vores sundhed.