Befolkningerne i blandt andet Europa mangler viden om, hvordan jod påvirker kroppen, påpeger forskningskonsortiet EUthyroid2 i en ny videnskabelig kommentar. DTU Fødevareinstituttet er med i konsortiet, der arbejder på at øge viden og bevidsthed om jod hos unge rundt om i verden.
I Danmark beriges saltet med jod (se boks), men også her er der brug for fokus på indtagelsen af jod.
”Det gælder, hvis man planlægger at blive gravid, men det gælder også, hvis man ændrer sin kost til at være mere plantebaseret og f.eks. udelukker mejeriprodukter. Så hvis man går helt plantebaseret, bør man tænke over sit jodindtag,” siger Gitte Ravn-Haren, seniorforsker og forskningsgruppeleder af Forskningsgruppen for Helhedsvurdering i DTU Fødevareinstituttet.
Jodstatus vigtig ved graviditet
DTU Fødevareinstituttet har sammen med partnere fra Tyskland og Norge udviklet to interventionsstrategier, der i EUthyroid2 skal fange de unge 13-17-årige samt unge kvinder mellem 18 og 24.
Derudover har forskerne udviklet undervisnings- og informationsmateriale, som skal bruges i de deltagende lande, der strækker sig fra Bangladesh til England, og skal skabe opmærksomhed om jod og de sundhedsmæssige konsekvenser af jodmangel hos henholdsvis de 13-17-årige og de unge kvinder.
”Målet er at øge de unges viden om jod, fordi det er vigtigt, at særligt unge kvinder, der planlægger en graviditet, indtager nok jod. Kvindens jodstatus kan nemlig påvirke barnets biologiske udvikling,” siger Gitte Ravn-Haren.
Nyt undervisningsmateriale er en tretrinsraket
Det har været en stor opgave at udvikle interventionerne, fordi undervisningen af de 13-17-årige skal passe til en række lande med meget forskellige undervisningsformer og -systemer.
”Vi er endt med en tretrinsraket, der består af klassisk undervisning, som de 13-17-årige i alle lande skal igennem, og så er der lidt mere fleksibilitet i de to øvrige moduler,” siger Gitte Ravn-Haren.
Sideløbende med indsatsen på skoleniveau kører en interventionsindsats overfor unge kvinder fra 18 til 24 år i en række lande.
”I nogle lande er det naturligt, at man går til lægen, når man gerne vil være gravid, og så kan vi nå de unge kvinder her. I andre lande har vi måttet finde andre veje,” siger Gitte Ravn-Haren.
Lige nu kører interventionerne i alle de deltagende lande, hvorefter resultaterne skal analyseres. Projektet slutter ved udgangen af 2026.
”Ambitionen er, at erfaringerne efterfølgende skal kunne bruges på tværs af flere lande, og vi håber f.eks. på, at få uddannelsesmaterialerne oversat til dansk, så de kan bruges herhjemme,” siger Gitte Ravn-Haren.
EUthyroid2 er finansieret af Den Europæiske Unions Horizon-program samt UK Research and Innovation (UKRI).