Vi bør spise mindst 75 gram fuldkorn om dagen i form af forskellige fuldkornsprodukter som havregryn, brød, fuldkornspasta og fuldkornsris. Det er anbefalingen i en ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet. Fuldkorn kan bidrage til at nedsætte risikoen for en række alvorlige sygdomme. Men i dag spiser kun 6% af danskerne den anbefalede mængde.
Fuldkorn kan være både hele kerner og mel eller flager, hvor alle dele af kernerne inklusiv klid og kim er bevaret under formalingen. Definitionen dækker frø fra græsfamilien, som grundlæggende har den samme anatomiske opbygning: Rug, havre, hvede, byg, ris, hirse, majs (tørret) og sorghum.
For at kunne kaldes et fuldkornsprodukt bør mel og gryn bestå af 100% fuldkorn, mens der bør være mindst 35% fuldkorn i brød og mindst 55% i morgenmadsprodukter, knækbrød og pasta.
Fuldkorn kan bidrage til at nedsætte sygdomsrisici
Mange befolkningsundersøgelser viser, at hvis man spiser fuldkorn eller fuldkornsprodukter, så har man en lavere risiko for en række sygdomme som hjerte-karsygdomme og type 2 diabetes. Hos de personer, der spiser mest fuldkorn, viser befolkningsundersøgelserne ligeledes en tendens til lavere risiko for overvægt og fedme samt for visse kræftformer.
"Der er altså god grund til at spise fuldkorn og fuldkornsprodukter. Fuldkorn har et højt indhold af kostfibre, vitaminer og mineraler, og det er overvejende sandsynligt, at det er kombinationen af indholdsstoffer, der har betydning for sygdomsrisici", fortæller agronom Heddie Mejborn fra DTU Fødevareinstituttet.
Spis mindst 75 gram fuldkorn om dagen
Baseret på den foreliggende videnskabelige dokumentation er der grundlag for at anbefale, at indtaget af fuldkorn bør være på mindst 75 gram om dagen i form af forskellige fuldkornsprodukter som havregryn, brød, fuldkornspasta eller fuldkornsris. Anbefalingen gælder også for børn og ældre, men mængden skal naturligvis tilpasses den mængde mad, man spiser.
Det er i den sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at forskellige fuldkornsprodukter indeholder forskellige mængder fuldkorn. En typisk portion havregryn på 65 gram består for eksempel udelukkende af fuldkorn (altså 65 gram), mens en skive rugbrød på 50 gram i dag indeholder 16 gram fuldkorn og en portion kogt fuldkornspasta på 125 gram i dag indeholder 41 gram fuldkorn.
Danskerne spiser alt for lidt fuldkorn
Danskerne spiser i gennemsnit kun knap halvdelen af den anbefalede mængde fuldkorn, og kun 6% af befolkningen spiser de anbefalede 75 gram fuldkorn om dagen. Det er især børn og ældre, der spiser meget fuldkorn, mens de unge - især de 14-24 årige - kun spiser lidt. Det fremgår af DTU Fødevareinstituttets Nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysisk aktivitet for 2000-2004.
"For mange danskere vil det have en gavnlig sundhedsmæssig virkning at spise mere fuldkorn. De fleste bør derfor spise langt flere fuldkornsprodukter - både morgen, middag og aften og til mellemmåltiderne", fastslår Heddie Mejborn.
Læs mere i rapporten
Download rapporten: "Fuldkorn - Definition og vidensgrundlag for anbefaling af fuldkornsindtag i Danmark" fra DTU Fødevareinstituttets hjemmeside (pdf).
Arbejdet med fuldkornsanbefalingen og -definitionen er lavet som grundlag for et videre partnerskabssamarbejde mellem Fødevarestyrelsen, mølleri- og bagerierhvervet og en række sundhedsorganisationer om at fremme danskernes indtag af fuldkorn og fuldkornsprodukter. Projektet er støttet økonomisk af Fødevareministeriet gennem Innovationsloven.
Find mere information om partnerskabet og en kommende fuldkornskampagne på http://www.fuldkorn.dk/.