Forbruget af især bredspektrede antibiotika til mennesker er steget og har medført en øget forekomst af resistente coli-bakterier. Stadig flere mennesker bliver smittet med resistente stafylokokker (MRSA).
Forbruget af antibiotika til behandling af mennesker steg i 2005 med 5%. På sygehusene skyldes denne stigning hovedsageligt et øget forbrug af nyere antibiotika (bl.a. de bredspektrede fluorokinoloner). Samtidig er fluorokinolon-resistensen i colibakterier steget fra 3 til 5 % såvel på sygehuse som i almen praksis. Dette resistensniveau er lavt sammenlignet med andre europæiske lande, men en fortsat stigning kan vanskeliggøre behandling af alvorlige infektioner.
Flere smittet med resistente stafylokokker (MRSA)
Antallet af personer med resistente stafylokokker steg fra 549 tilfælde i 2004 til 856 tilfælde i 2005. Stigningen skyldes bl.a. et større hospitalsudbrud, der nu synes at være under kontrol, samt en fortsat stigning i antallet af tilfælde i almen praksis. Forekomsten i Danmark er lav sammenlignet med andre europæiske lande, men den fortsatte stigning er bekymrende. Sundhedsstyrelsen udarbejder i øjeblikket nationale retningslinier for området.
Antibiotikaforbruget til dyr er uændret
Det samlede forbrug af antibiotika til dyr i 2005 forblev uændret i forhold til 2004. Størstedelen anvendes i svineproduktionen, hvor forbruget er faldet med 0,2%. Der er sket en positiv udviklingen i valget af antibiotika hvor der i højere grad vælges smalspektrede penicilliner og der er sket et fald i forbruget af makrolider. Disse ændringer må betragtes som positive, og vil sandsynligvis kunne medvirke til at fastholde et lavt resistensniveau i danske svin.
Lav antibiotikaresistens i dansk kød
Forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i dansk kød er fortsat lav og har generelt ikke ændret sig fra 2004 til 2005. I dansk svinekød er der således en markant lavere forekomst af antibiotikaresistente Salmonella-bakterier end i importeret svinekød. For en række antibiotika er resistensforekomsten i det udenlandske kød 30-50 % højere end i dansk kød.
Forekomst af antibiotikaresistens i Campylobacter-bakterier fra importeret kyllingekød var ligeledes højere end i dansk kyllingekød. Dette gælder bl.a. resistens overfor ciprofloxacin, hvilket må betragtes som særlig uønsket, da dette stof er vigtigt til behandling af mennesker.
Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed har nedsat en arbejdsgruppe der inden for kort tid skal komme med yderligere forslag til bekæmpelse af salmonella bl.a. i importerede fødevarer og herunder forslag til, hvordan forholdene omkring resistente bakterier i fødevarer kan forbedres.
DANMAP 2005
Én gang årligt opgøres forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker i den såkaldte DANMAP-rapport. Bag rapporten står Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.
DANMAP Rapporten er tilgængelig i pdf. på: www.danmap.org
Gennem DANMAP programmet udføres integreret overvågning af antibiotikaforbrug og antibiotikaresistens i Danmark. Formålet med DANMAP er at forebygge og begrænse sundhedsskadelige effekter af antibiotikaresistente bakterier gennem tidlig påvisning af problemer. Programmet drives i samarbejde mellem Statens Serum Institut, Lægemiddel-styrelsen, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. Overvågningen omfatter antibiotikaforbrug til dyr og mennesker, og antibiotikaresistens i bakterier fra dyr, fødevarer og mennesker. Programmet finansieres af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Familie- og Forbrugerministeriet.