To tredjedele af landets fritidsklubber tilbyder børnene et fælles måltid. Halvdelen af klubberne serverer mad, der lever op til de officielle råd om sunde måltider. 45% af fritidsklubberne tilbyder dagligt børnene saftevand og/eller sodavand og 10% af fritidsklubberne har en sodavandsautomat. DTU Fødevareinstituttet har undersøgt fritidsklubbernes mad og måltider.
DTU Fødevareinstituttet har undersøgt mad og måltider i landets fritidsklubber. Undersøgelsen viser, at:
· to tredjedele af klubberne tilbyder børnene et fælles måltid, men kun ca. halvdelen af alle klubber serverer mad, der er sundt.
· 45% af fritidsklubberne tilbyder dagligt børnene saftevand og/eller sodavand.
· 10% af fritidsklubberne har en sodavandsautomat.
· 70% af klubberne begrænser børns adgang til slik, chips og kage til ugentlige eller sjældnere begivenheder.
· pædagogerne bestemmer i høj grad, hvilken mad der serveres.
Undersøgelsens resultater er beskrevet i rapporten Mad og måltider i fritidsklubber. Undersøgelsen kortlægger udbuddet af mad- og drikkevarer, rammerne for måltiderne, pædagogiske aktiviteter omkring mad og institutionernes kostpolitikker. Spørgeskemaerne blev udsendt i efteråret 2004, og næsten halvdelen af landets fritidsklubber har deltaget i undersøgelsen.
Rapporten (pdf) er en del af Fødevarestyrelsens projekt "Alt om kost", der siden 2002 haft særlig fokus på madordninger i skoler, dag- og fritidsinstitutioner. "Alt om kost-rejseholdet" tager ud og hjælper skoler og institutioner med at oprette madordninger. Indtil slutningen af 2004 har fritidsinstitutioners efterspørgsel af rejseholdet været begrænset, og Fødevarestyrelsen ønskede derfor at sætte mere fokus på mad og måltider i fritidsklubber.
Formålet med rapporten er at give beslutningstagere og andre interesserede et grundlag for at kunne igangsætte eller arbejde videre med fremme af sunde måltider i danske fritidsklubber.
Det anbefales heri, at fritidsklubberne må øge tilgængeligheden af "rigtig" mad og begrænse tilgængeligheden af sodavand, saftevand og slik, for at mellemmåltiderne har mulighed for at leve op til anbefalingerne for en ernæringsrigtig kost.