Mindre fedt i kosten - hvordan?

Ernæring og kostvaner

Danskerne spiser for fedt, hvis de skal leve op til anbefalingerne. Det er særligt det mættede fedt fra fede mejeriprodukter og kød, der er problemet. De officielle kostråd giver ikke praktiske anvisninger på, hvad danskerne skal erstatte det mættede fedt med. DTU Fødevareinstituttet har gennemgået den videnskabelige litteratur på området og vurderer, at danskerne skal erstatte det mættede fedt med især grove kulhydrater og i mindre grad umættet fedt.

De nationale kostundersøgelser viser, at danskerne i gennemsnit får for meget fedt og sukker i kosten.  Det gælder særligt det mættede fedt fra fede mejeriprodukter og kød. Sukkeret stammer især fra slik, kager og læskedrikke.

For at guide befolkningen til at spise sundere er der dels i de Nordiske Næringsstofanbefalinger fastlagt mål for kostens sammensætning, når det gælder fordelingen af næringsstoffer.  Dels er der i de otte danske kostråd mere konkrete beskrivelser af, hvilke fødevaregrupper man bør spise mere eller mindre af for at leve op til målene for kostens sammensætning.

Reducer fedtet fra 35 til 30 energiprocent

En af anbefalingerne er at skære ned på fedtet fra 35 til 30 energiprocent - og først og fremmest i form af det mættede fedt. Spørgsmålet er så, hvad man skal erstatte det mættede fedt i kosten med, når man lever efter anbefalingerne. Det spørgsmål har været genstand for stor debat blandt danske eksperter. DTU Fødevareinstituttet har kigget den videnskabelige litteratur efter i sømmene.

DTU Fødevareinstituttet vurderer ud fra litteraturen, at det er hensigtsmæssigt at erstatte størstedelen af kalorierne fra det mættede fedt med kalorier fra de ”grove” kulhydrater. Det gælder især grøntsager, frugt og fuldkorn i form af brød, korn, ris og pasta. Omlægningen gør det samtidigt nemmere at opnå den mængde kostfibre, som også anbefales i kosten. En del af kalorierne fra det mættede fedt kan erstattes med kalorier fra umættede fedtkilder som olier og bløde plantemargariner.

Skal man derimod tabe sig, er der ingen grund til at erstatte kalorierne fra det mættede fedt med andre kalorier.

Kost efter kostråd giver lavere sygdomsrisiko

Litteraturen viser også, at den kostsammensætning, som de danske kostråd anbefaler, har mange fællestræk med kostmønstre, som er forbundet med en lav sygdomsrisiko. Det styrker vurderingen af, at hvis danskerne lever efter de danske kostråd, vil det føre til en bedre sundhedstilstand i befolkningen.

Læs mere
Læs mere i en e-artikel fra DTU Fødevareinstituttet: Fedt i kosten – hvordan? (pdf).