Børn og unge burde spise dobbelt så meget fisk, og udviklingen går endda den forkerte vej. Børn og unge spiser mindre fisk end tidligere. Det viser en ny artikel fra DTU Fødevareinstituttet, som er baseret på resultater fra rapporten om børn og unges måltidsvaner 2000-2004 og den nationale kostundersøgelse fra 1995.
Ifølge kostrådene bør børn og unge spise 2-300 gram fisk om ugen, og ca. halvdelen bør være fede fisk som laks, sild og makrel. Fisk er rig på næringsstoffer som D-vitamin, selen og vigtige fedtsyrer.
Men de fleste børn og unge spiser ikke i nærheden af den anbefalede mængde fisk. Blandt de 4-24 årige ryger kun ca. 100 gram fisk indenbords om ugen. Til gengæld spiser de både mager og fed fisk.
Børn og unge spiser mindre fisk end tidligere
Udviklingen går samtidig i den forkerte retning, da børn og unge spiser mindre fisk end tidligere. Mængden af fisk, børn og unge spiser som pålæg om ugen, er faldet fra ca. 40-60 gram i 1995 til ca. 30 gram i 2000-2004. De 11-14 årige spiser mindst fiskepålæg af alle aldersgrupper, ca. 20 gram om ugen, hvilket oven i købet er halvt så meget som i 1995.
Børn og unge spiser også mindre fisk som hovedret om ugen. Mængden er faldet fra 35-55 gram fisk om ugen i 1995 til ca. 35 gram om ugen i 2000-2004. Kun de 19-24 årige spiser nogenlunde den samme mængde fisk til hovedret, ca. 35 gram.
Størstedelen af børnene og de unge spiser imidlertid slet ikke fisk til den varme aftensmad i løbet af ugen. Det gør kun mellem hver fjerde og hver tredje 4-24 årige - og hvis det sker, så sker det som regel kun én gang om ugen.
Børn og unge spiser mindst fiskepålæg til hverdag
Generelt spiser børn og unge mindre brød og dermed pålæg i weekenden. Det gælder dog ikke fiskepålæg, som de 4-18 årige spiser mere af i weekenden end på hverdage.
Det tyder på, at børn og unge gerne vil spise fiskepålæg, men at det ikke sker på hverdage i daginstitutionen eller skolen.
Læs mere på www.food.dtu.dk
Læs mere i artiklen "Fisk - en sjælden gæst blandt børn og unge", som er udarbejdet på baggrund af resultaterne i rapporten "Børn og unges måltidsvaner 2000-2004" og den nationale kostundersøgelse fra 1995. Find såvel artikel som rapporter på DTU Fødevareinstituttets hjemmeside.