Fald i MRSA hos mennesker, men MRSA fra svin bekymrer

Fødevaresikkerhed

Igen i 2007 blev færre personer smittet med MRSA - en særlig type stafylokokker, der er resistente over for de antibiotika, som normalt anvendes til at behandle stafylokokinfektioner. Men samtidig er der flere gange hos svin fundet MRSA, som har smittet mennesker. Det viser årets DANMAP-rapport for 2007.

MRSA på sygehuse og plejehjem er halveret

Som følge af en meget kraftig stigning i antallet af MRSA-tilfælde i perioden 2002-2005 udgav Sundhedsstyrelsen i 2006 en national vejledning for at forebygge MRSA. Den ser nu ud til at have virket. Antallet af personer smittet med MRSA er nemlig faldet for andet år i træk fra 851 i 2005 til 659 smittede i 2007.

"Det er specielt glædeligt, at antallet af MRSA-infektioner på sygehuse og plejehjem stort set er halveret fra 2006 til 2007. Det kan uden tvivl tilskrives de nationale retningslinier for at bekæmpe MRSA. Det er dog fortsat nødvendigt at arbejde aktivt for at opspore og bekæmpe MRSA. Ikke mindst på grund af, at et stigende antal personer bliver smittet uden for sygehusene", siger overlæge Robert Skov fra Statens Serum Institut.  

Flere mennesker smittet med MRSA fra svin

MRSA smitter primært mellem mennesker. Men det står nu klart, at en speciel type MRSA (ST398) også kan smitte fra dyr til mennesker. I Danmark er MRSA ST398 indtil videre kun fundet i svinebesætninger og ikke hos andre dyr.

I 2007 blev 14 personer smittet med MRSA ST398 i Danmark, hvoraf de fleste har arbejdet i svinebesætninger. Siden 2003 er denne type MRSA fundet hos i alt 48 personer.

"Jo flere svin og andre dyr, der bærer på MRSA ST398, desto flere mennesker må vi forudsige vil blive smittet. Der er for eksempel altid mere end 12 millioner svin i Danmark og således risiko for, at bakterien hurtigt kan sprede sig blandt mennesker", påpeger professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet.

"Stiger udbredelsen, kan situationen risikere at ødelægge det arbejde, Sundhedsstyrelsen satte i gang i 2006, og som ser ud til at have bremset stigningen i smitte blandt mennesker", tilføjer Robert Skov. 

Tilbundsgående undersøgelser er nødvendige

Det er uvist, hvor mange svin og andre dyr, der bærer rundt på MRSA ST398, og som dermed udgør potentielle smittekilder for især de personer, der har tæt kontakt med dyrene.

I år gennemfører EU en undersøgelse i avlsbesætninger i alle medlemslandene for at få de første indikationer på, hvor udbredt den nye type MRSA ST398 er hos svin. Fødevarestyrelsen, som står for undersøgelsen i Danmark, vil i 2009 supplere denne med en stikprøveundersøgelse af slagtesvin.

Men alle parterne bag DANMAP er enige om, at det er vigtigt hurtigt at få sat en tilbundsgående undersøgelse af problemet i gang for at kunne anbefale strategier til at bekæmpe MRSA ST398. Undersøgelsen skal afdække, hvor udbredt bakterien reelt er i Danmark hos svin og andre dyr, hvad risikofaktorerne er for spredningen, og hvor ofte den gør mennesker syge.