DK: Fiskeolieemulsion. Foto: DTU Fødevareinstituttet | UK: Fish oil emulsion. Photo: National Food Institute.

Pris til DTU-forsker for at bremse harskning af fødevarer

Fødevarer, fisk og landbrug Sundhedsfremmende stoffer
DTU-professor Charlotte Jacobsen har modtaget AOCS Fellow Award for hendes forskning, der bidrager til at bremse harskning af omega-3 fedtsyrer i fødevarer.

Omega-3 fedtsyrer kan blive harske, når de udsættes for ilt, og det kan være problematisk i forhold til at bruge dem som ingrediens i fødevarer. Omega-3 fedtsyrer har ellers en række sundhedsfremmende egenskaber, og det er ikke umiddelbart sundhedsskadeligt, hvis de sunde fedtstoffer bliver harske. Men da smagen ændres, bliver disse fødevarer ofte kasseret. Derfor har det stor betydning at kunne bremse harskningsprocessen for at forbedre fødevarers kvalitet, bevare fedtsyrernes sundhedsfremmende egenskaber og forebygge madspild. 

Det har professor Charlotte Jacobsen fra DTU Fødevareinstituttet forsket i igennem flere årtier, og for det arbejde har hun netop modtaget The American Oil Chemists' Society, AOCS Fellow Award. Prisen er overrakt ved åbningsceremonien ved dette års AOCS konference søndag den 1. maj 2022 i Atlanta. 

Charlotte Jacobsen har blandt andet været præsident og vicepræsident for AOCS’ Europæiske sektion, og som formand for ’Lipid Oxidation and Quality Division’ var hun med til at fremme en samarbejdende og støttende kultur for studerende, akademikere og branchefolk, skriver AOCS. 

Professor Charlotte Jacobsen modtager The American Oil Chemists' Society, AOCS Fellow Award. 
Den nye præsident for AOCS, Silvana Martini, professor Charlotte Jacobsen med den
netop overrakte AOCS Fellowship Award og den afgående præsident for AOCS Phillip Kerr.

Se, læs og lyt til mere

Se video om dette års AOCS vindere. Charlotte Jacobsen starter ca. 2.21 minutter inde i videoen: 2022 AOCS Fellow Award Winners - YouTube

Læs mere om prisen på AOCS’ website.

Charlotte Jacobsen leder Forskningsgruppen for Bioaktive Stoffer - Analyse og Anvendelse i DTU Fødevareinstituttet. Gruppen producerer viden, der kan øge befolkningens indtag af sunde fødevarer, som er rige på vitaminer, sunde fedtstoffer og proteiner, og som kan bruges til at udvikle ingredienser fra hidtil uudnyttede ressourcer.

Læs mere om gruppens forskning på instituttets website, eller hør Charlotte Jacobsen fortælle om forskningen i en podcast på DTU Techfolk: Tang, alger og søpølser – din menu vil ændre sig om få år! eller i en podcast fra Danmarks Frie Forskningsfond, hvor hun fortæller om om mikroalger som fremtidens proteinkilde

Den nyeste viden om måder at udvinde, fremstille og beskytte sundhedsfremmende omega-3 fedtsyrer er også præsenteret i en håndbog fra Elseviers forlag, som Charlotte Jacobsen og kollegaer fra hendes forskningsgruppe har redigeret. Læs om bogen, som udkom i juli 2021, i en nyhed fra DTU Fødevareinstituttet: Håndbog med nyeste viden om omega-3 fedtsyrer.