Spis frugt og grønt til alle måltider

Ernæring og kostvaner

Mange danskere spiser fortsat ikke nok frugt og grønt. For at nå op på de anbefalede mængder kan det være en god strategi at vænne sig til at spise frugt og grønt til alle dagens måltider. Nye analyser fra DTU Fødevareinstituttet viser nemlig, at børn og voksne spiser dobbelt så meget frugt og grønt de dage, hvor de får det til alle måltider.

Både børn og voksne spiser mere frugt og grønt end tidligere. Men 6 ud af 10 børn spiser fortsat mindre end de anbefalede 400 gram om dagen. Ligeledes spiser 8 ud af 10 større børn og voksne mindre frugt og grønt end de anbefalede 600 gram om dagen.

Resultaterne af nye analyser fra DTU Fødevareinstituttet viser, at børn og vokse spiser markant mere frugt og grønt på de dage, hvor de får det til alle måltider - faktisk dobbelt så meget for de 4-10 årige og mere end dobbelt så meget for de 11-75 årige sammenlignet med en gennemsnitlig dag. Det kan derfor være en god strategi at vænne sig til at spise frugt og grønt til alle dagens måltider for at nå op på de anbefalede mængder.

Men samtidig har stort set ingen disse vaner i dag. Kun 3 personer i undersøgelsen spiser regelmæssigt frugt og grønt til alle dagens måltider alle ugens dage, mens ca. 20% spiser frugt og grønt til alle måltider en eller flere dage om ugen.

Desuden spiser både børn og voksne især mere frugt de dage, hvor de får frugt og grønt til alle måltider. Fordelingen er to tredjedele frugt og en tredjedel grøntsager. Da det er ønskeligt at få omtrent lige meget frugt og grønt, bør man også huske grøntsagerne til alle måltider.

En anden strategi kunne derfor være at spise meget frugt og grønt til hovedmåltiderne til frokost og aftensmad samt mere frugt og grønt til flere af mellemmåltiderne. 

Læs mere

Find mere information i artiklen "Mere frugt og grønt til alle måltiderne" (pdf).

Analyserne i artiklen er baseret på data fra Den Nationale Undersøgelse af Danskernes Kostvaner og Fysiske Aktivitet i perioden 2000-2006, hvor i alt 990 børn på 4-10 år og 6.377 større børn og voksne på 11-75 år har deltaget.