Gravide kvinder, der spiser hovedpinepiller, har en øget risiko for at få drenge med testikelmisdannelser. Det viser en ny undersøgelse fra Rigshospitalet og DTU Fødevareinstituttet. Forskerne har fulgt en gruppe gravide i Danmark og Finland og har også undersøgt effekten af hovedpinepiller på rotter.
Mere end halvdelen af gravide kvinder i Vesten spiser hovedpinepiller under graviditeten. Nu viser dansk undersøgelse fra Rigshospitalet og DTU Fødevareinstituttet, at nogle af de virksomme stoffer har hormonforstyrrende effekter på fostrenes forplantningssystem.
Samtidig brug af forskellige piller giver øget risiko
Danske kvinder, der spiste hovedpinepiller særligt i 4.-6. måned af graviditeten, havde en øget risiko for at få drenge med testikelmisdannelsen kryptorkisme i forhold til gruppen, der ikke spiste hovedpinepiller. Ved samtidig brug af forskellige hovedpinepiller øgedes risikoen yderligere. Kryptorkisme viser sig ved, at én eller begge testikler ikke er på plads i pungen. Den samme sammenhæng sås ikke i studier af gravide kvinder i Finland.
Forskerne har undersøgt gravides indtag af hovedpinepiller med enten paracetamol, ibuprofen eller acetylsalicylsyre og sammenholdt det med undersøgelser af testiklernes placering hos 491 drenge ved fødslen. Paracetamol, ibuprofen og acetylsalicylsyre er de virksomme stoffer i mange af de mest almindelige hovedpinepiller
"I Danmark har vi et højt forbrug af smertestillende medicin, og danske mænd har en høj hyppighed af dårlig sædkvalitet og testikelkræft. Vi er bekymrede over resultaterne, fordi de antyder, at gravide, der udsættes for stofferne under graviditet, har øget risiko for at få drenge med testikelmisdannelser. Det kan give reproduktionsproblemer senere i livet", siger forskningsleder Henrik Leffers fra Rigshospitalet.
Rotters forplantning forstyrres også
Studiet er underbygget af forsøg med rotter, der fik paracetamol eller acetylsalicylsyre, mens de ventede unger. Forsøgene viste, at der var hormonforstyrrende effekter på hanfostrenes forplantningssystem ved doser, som er tæt på dem, der svarer til den anbefalede maximale dosis til voksne, og dermed også gravide kvinder.
"Vi var overraskede over, at stofferne i ganske almindelig hovedpinepiller gav alvorlige effekter på hanfostrenes udvikling", siger forskningsleder Ulla Hass fra DTU Fødevareinstituttet.
"Vores resultater peger alle i den samme retning. Derfor er der som gravid grund til at holde sig til Sundhedsstyrelsens anvisninger om, at gravide bør indtage så lidt medicin som muligt – også når det gælder hovedpinepiller", fortsætter forskningsleder Ulla Hass.
Samme mekanisme som for hormonforstyrrende stoffer
Undersøgelsen er den første, der viser effekten i dyreforsøg. Resultaterne tyder på, at paracetamol og acetylsalicylsyre forstyrrer det mandlige forplantningssystem ved at hæmme dannelsen af visse signalstoffer, kaldet prostaglandiner, og derved reducere produktionen af det mandlige kønshormon testosteron.
Forskere fra DTU Fødevareinstituttet har tidligere set samme mekanisme for de hormonforstyrrende stoffer phthalater hos rotter. Det vil derfor være relevant at undersøge, om der er en kombinationseffekt ved at udsætte rotter for både hormonforstyrrende stoffer som phthalater og de virksomme stoffer fra hovedpinepiller. Det vil også være meget nyttigt at følge de drenge, der har deltaget i undersøgelsen og teste deres sædkvalitet.
Læs mere
Undersøgelsen er offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Human Reproduction. Læs abstract.