Samarbejde mellem forskere, myndigheder, producenter, lærere og elever er væsentligt i bestræbelserne på at udvikle og etablere sunde koncepter for skolemad i de nordiske lande. Det fremgik af et seminar, som DTU Fødevareinstituttet, DI Fødevarer og to nordiske partnere holdt i foråret 2008. Formålet var at få input til en ny nordisk platform om sund skolemad.
I foråret 2008 var ca. 60 personer fra de nordiske lande samlet til et seminar i København om fremtidens skolemad i Norden. Deltagerne omfattede såvel forskere som repræsentanter fra myndigheder, fødevareproducenter, cateringvirksomheder og brancheorganisationer.
Hovedformålet var at give input til mål og midler i en ny nordisk aktionsplatform for sund skolemad inden for fire områder: Forskning, informationsspredning, markedet og politiske værktøjer.
På alle fire områder var deltagerne enige om, at samarbejde på tværs af de nordiske lande og mellem forskellige sektorer og interessenter er en forudsætning for at udvikle og etablere bæredygtige koncepter for sund skolemad. Deltagerne var således enige om, at der er brug for samarbejde om:
|
Forskning, herunder nordiske samarbejdsprojekter om forskning i børns fødevarepræferencer og interessentinvolvering samt udvikling af modeller til at implementere teori i praksis gennem partnerskaber med relevante interessenter som industri, lærere og forældre. |
|
Informationsmateriale, herunder at etablere samarbejde mellem aktører i de nordiske lande om at udarbejde en nordisk kogebog og et internetbaseret uddannelsesprogram for skolebørn fra 6 år. Begge dele for at lære skoleelever, hvordan de kan spise og tilberede sund mad |
|
Produktudvikling, herunder at skabe samarbejde og vidensdeling mellem politikere, producenter, forældre, forskere og andre eksperter - herunder børn - for at udvikle nye sunde og sjove skolemadsprodukter |
|
Fælles retningslinier, herunder samarbejde og vidensdeling blandt alle relevante interessenter for at udvikle nordiske retningslinier for sund skolemad |
DTU Fødevareinstituttet, DI Fødevarer, Foreningen Norden og Laurea University of Applied Sciences i Finland var værter for seminaret, som blev gennemført med støtte fra Nordisk Ministerråds program for ny nordisk mad. Seminaret blev holdt i forbindelse med FoodDTUs aftagerkonference den 27. maj 2008.
På baggrund af konklusionerne på seminaret har de fire partnere efterfølgende udarbejdet en ansøgning til Nordisk InnovationsCenter for at søge midler til at etablere den omtalte aktionsplatform.