Tegn på rutinemæssig brug af antibiotika til svin

Fødevaresikkerhed

Forbruget af tetracykliner til svin er steget væsentligt de senere år, og en stor del af stigningen begrænser sig til en tiendedel af besætningerne. Behandlingsmønstret tyder på rutinemæssig brug af denne type antibiotika, konkluderer DANMAP-rapporten for 2008.

Forbruget af antibiotika til svin er steget 22% fra 2001 til 2007. Stigningen skyldes primært en voksende brug af tetracykliner, som de senere år har været den mest almindeligt brugte type antibiotika til svin. 

Rutinemæssig brug til fravænnede svin

Til fravænnede svin er forbruget af tetracykliner steget med 118% fra 2003 til 2008. En stor del af stigningen begrænser sig til en tiendedel af besætningerne. I disse besætninger er brugen af tetracykliner ca. 150% højere end i de øvrige besætninger i Danmark.

De foreløbige resultater fra en igangværende undersøgelse viser, at det er karakteristisk for en stor del af disse besætninger, at der regelmæssigt bliver udskrevet tetracykliner i forbindelse med de månedlige dyrlægebesøg - og ofte af nogenlunde samme mængde og de samme præparater. Et mønster tegner sig således, som tyder på rutinemæssig brug af tetracykliner i disse besætninger.

"Vi ved ikke, hvad der ligger til grund for den rutinemæssige brug af tetracykliner. Men med et meget højere forbrug end landsgennemsnittet tyder det på, at en stor del af forbruget måske er unødvendig forebyggende behandling eller skyldes vedvarende sygdomsproblemer, der burde skrides ind over for med forebyggende tiltag", forklarer seniorforsker Vibeke Frøkjær Jensen fra DTU Fødevareinstituttet.

Stigende forbrug vil føre til stigende resistens

Med et stigende forbrug af tetracykliner vil også forekomsten af bakterier, der er resistente over for denne type antibiotika, stige.

"Stigende resistens giver risiko for behandlingssvigt i svinebesætningerne, og hvis resistensen bliver overført til mennesker, kan det i sidste instans få betydning for behandling af mennesker. Det er derfor meget vigtigt at mindske brugen af antibiotika og i særdeleshed at undgå overforbrug", siger Vibeke Frøkjær Jensen.

 

Fakta

Antibiotikaforbruget til dyr i Danmark
Det totale forbrug af antibiotika til dyr er faldet 0,4% fra 2007 til 121,6 ton i 2008. Antibiotikaforbruget til svin udgør 80% af det samlede forbrug (97 ton i 2008), mens forbruget til kvæg udgør 12% (14,5 ton), og forbruget til fjerkræ udgør 0,4% (0,6 ton).

Forbruget af antibiotika til produktionsdyr er steget 110% fra 1998 til 2008. I samme periode er kødproduktionen steget 32%.

Antibiotikaforbruget til svin

Forbruget af antibiotika til svin steg 1,9% fra 2007 til 2008 og 22% fra 2001 til 2007, opgjort i doser per produceret svin. Stigningen skyldes især den voksende brug af tetracykliner, som i de senere år har været den mest almindeligt brugte type antibiotika til svin.

I første halvår af 2009 er antibiotikaforbruget til svin steget yderligere 12,5% per svin sammenlignet med 2008. Forbruget er især steget til fravænnede svin (12%) og slagtesvin (18%). Halvdelen af stigningen i 2009 skyldes øget brug af antibiotikatyperne tetracykliner og de til mennesker kritiske vigtige makrolider.

Rutinemæssig brug af tetracykliner

Til fravænnede svin (7-30 kilo) steg forbruget af tetracykliner 118% fra 2003 til 2008. Forbruget til fravænnede svin udgør godt halvdelen af det samlede forbrug af tetracykliner til svin i 2008.

73% af stigningen i brugen af tetracykliner begrænser sig til 11% af besætningerne, som i 2008 producerede 23% af de fravænnede svin i Danmark.
 
Forbruget af antibiotika i disse besætninger lå ca. 15% over de øvrige danske besætningers, mens brugen af tetracykliner var ca. 150% højere end hos de øvrige besætninger. Det tyder på rutinemæssig brug af tetracykliner.

DANMAP 2008

Tallene for 2008 stammer fra DANMAP-rapporten for 2008, der i år er udkommet for 13. gang. Hvert år opgør rapporten forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker. Bag rapporten står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Fødevarestyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.

DANMAP-rapporten er tilgængelig i pdf på www.danmap.org.

Se DTU Veterinærinstituttets hjemmeside for mere information om antibiotikaforbruget til dyr i 2009.