Status på det landsdækkende salmonellaudbrud - uge 48

Fødevaresikkerhed

Til dato er 1.158 personer registreret smittet med salmonella U292. Udbruddet fortsætter, men med færre ugentlige tilfælde. Dobbelt så mange salmonellatilfælde er registreret i 2008 som i samme periode i 2007. Det betyder, at stigningen i år ikke kun skyldes salmonella U292-udbruddet, men også ophobninger af andre salmonellatyper. Se den ugentlige orientering fra Den Centrale Udbrudsgruppe og dermed DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut.

Myndighederne har frem til dato registreret 1.158 personer, som er smittet med salmonella U292. Det vurderes, at udbruddet stadig fortsætter, men med færre ugentlige tilfælde end tidligere.

Fra januar til 14. november 2008 er der samlet rapporteret 3.301 salmonellatilfælde sammenlignet med 1.494 i samme periode af 2007. Dette betyder, at stigningen i salmonellatilfælde i år ikke alene kan tilskrives det landsdækkende salmonella typhimurium U292 udbrud. Der er således konstateret ophobninger af andre salmonellatyper, heriblandt salmonella typhimurium DT135 og salmonella derby. En mulig sammenhæng mellem disse ophobninger og det landsdækkende U292 udbrud er et af de spor, som udbrudsgruppen følger i det videre arbejde.

Analysesvar

Foreløbige resultater fra udtagne prøver er negative, der er dog løbende undersøgelser i gang. 

Fortsat indsendelse af egenkontrolprøver

I jagten på kilden til smitten skal forarbejdnings-, distributions- og detailvirksomheder fra 5. september 2008, jf. bekendtgørelse nr. 884 af 5. september 2008 om typning af salmonellapositive egenkontrolprøver indsende alle positive salmonellafund til
typebestemmelse for ad den vej at forsøge at finde kilden.

DTU Fødevareinstituttet typebestemmer salmonellafund fra virksomhedernes egenkontrol uden beregning. Der er i forbindelse med disse typebestemmelser fundet forskellige typer af salmonella, blot ikke salmonella typhimurium U292. 

Undersøgelser ved brug af oplysninger fra patienter

Den Centrale Udbrudsgruppe arbejder fortsat med at analysere data fra undersøgelsen af patienters indkøb i detailbutikker forud for sygdom og fra interviews med patienterne.

Kontaktperson den kommende uge:

Fødevareberedskabschef Kim Vandrup Sigsgaard, Fødevarestyrelsen, tlf. 2538 4375