Dansk frugt og grønt indeholder færrest sprøjterester

Fødevaresikkerhed

Dansk frugt og grønt har lavere indhold af sprøjterester end udenlandske, og der er flere forskellige sprøjterester i en større andel af de udenlandske fødevarer end i danske. Ingen af de påviste sprøjterester udgør en sundhedsmæssig risiko for danskerne. Det viser resultaterne fra årets Pesticidrapport 2011 fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har analyseret 2.531 prøver fra den danske pesticidkontrol i 2011, og resultaterne viser, at restindholdet af sprøjtemidler i fødevarer på det danske marked er på niveau med tidligere år. Lige knapt halvdelen af konventionelt dyrket frugt og grønt på det danske marked i 2011 indeholder sprøjterester. Andelen af dansk frugt med sprøjterester er 39%, mens andelen af udenlandsk frugt med sprøjterester er 69%.

I dansk produceret frugt er der ingen overskridelser af EU’s tilladte grænseværdier, mens der i udenlandsk produceret frugt fra EU-lande er overskridelser i 1,3% af prøverne og 4% overskridelser i frugtprøver fra lande udenfor EU.  

Generelt bliver sprøjterester oftere fundet i frugt end i grønt. Kun meget få eller ingen rester af sprøjtemidler er fundet i kød og korn. Det svarer til tidligere år. Over de seneste 5 år har der været en faldende tendens i indholdet af sprøjterester i danske æbler. 

Fund er under sundhedsmæssige grænser

Andelen af prøver med rester af mere end et sprøjtemiddel er 22%, hvilket er på niveau med resultatet fra tidligere år. En større andel prøver fra udenlandsk producerede fødevarer indeholder flere forskellige sprøjterester end dansk producerede fødevarer. Udenlandsk producerede varer med rester af mere end et sprøjtemiddel udgør mere end hver fjerde prøve, mens niveauet i danske varer er 3%.  

Forskerne fra DTU Fødevareinstituttet har vurderet prøver med indhold af flere forskellige sprøjterester og de fund i stikprøvekontrollen, hvor EU’s tilladte grænseværdi er overskredet. De konkluderer, at ingen af fundene udgør en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne, da den samlede belastning ikke når det niveau, der vil give sundhedseffekter.  

Flest fund af sprøjterester i udenlandske øko-varer

222 prøver blev udtaget af økologiske fødevarer, og i 3,6% af prøverne er sprøjterester fundet. Tre af prøverne, herunder en dansk prøve, har et så lavt indhold, at fundene kan skyldes utilsigtede forureninger. I de resterende prøver - alle udenlandske - er indholdet så højt, at forskerne har vurderet, at prøverne ikke overholdt reglerne i økologilovgivningen, og dermed ikke kan betragtes som økologiske.  

I foråret 2013 vil DTU Fødevareinstituttet offentliggøre en rapport, hvor forskerne beregner danskernes samlede indtag af pesticider for årene 2004-2011.  

Kvartalsdata

Den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet bliver supplereret af løbende offentliggørelse af kontroldata fra hvert kvartal. DTU Fødevareinstituttet udarbejder og udgiver kvartalsrapporterne. Tallene er tilgængelige på www.food.dtu.dk.  

Læs mere

Se hele rapporten: Pesticidrester i fødevarer 2011 – Resultater fra den danske pesticidkontrol (pdf). 

Læs også : pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.