DK: Coronavirus. Foto: Colourbox.dk | EN: Coronavirus. Photo: Colourbox.dk

Ny metode til at beregne sygdomsbyrden for COVID-19

Sundhed og sygdomme Bakterier og mikroorganismer
Et europæisk forskningsnetværk, som DTU Fødevareinstituttet indgår i, har udarbejdet en metode til at beregne sygdomsbyrden for COVID-19.

Da verden for første gang stiftede bekendtskab med sygdommen COVID-19 for mindre end et år siden, troede mange, at det ’bare’ var en influenza. Men det ser nu ikke ud til at være tilfældet.

For helt præcist at kunne sammenligne COVID-19 med sæsoninfluenza eller andre infektiøse sygdomme for den sags skyld, er det vigtigt at kunne beregne sygdomsbyrden for sygdommen – og gøre det i en måleenhed, så tallene kan sammenlignes på tværs af sygdomme.

Netop derfor har europæiske forskere – inklusiv nogle fra DTU Fødevareinstituttet udarbejdet en protokol, som landene kan bruge til at beregne sygdomsbyrden for COVID-19 i det enkelte land. Beregningerne relaterer sig til, hvordan sygdommen påvirker patienternes sundhed på både kort og lang sigt.

Forskere fra DTU Fødevareinstituttet er i samarbejde med kollegaer fra Statens Serum Institut ved at sætte gang i et projekt, hvor de skal beregne sygdomsbyrden i Danmark for COVID-19.

Beregningerne vil give beslutningstagerne et indblik i den folkesundhedsmæssige betydning af sygdommen relativt til for eksempel influenza. Hvis forskere verden rundt vurderer sygdomsbyrden med den samme metode, vil det være muligt at vurdere, hvor sygdommen har haft de største omkostninger.

Læs mere

Protokollen er udarbejdet i regi af European Burden of Disease Network, som DTU Fødevareinstituttet indgår i. Den kan downloades via Burden of disease of COVID-19. Protocol for country studies.

Gå til Burden-eu.net for at læse mere om arbejdet med at forbedre metoder til at beregne den reelle sygdomsbyrde for diverse sygdomme.

På DTU Fødevareinstituttets website kan du få et indblik i instituttets arbejde indenfor området.