Forebyggelse af sygdomme, som overføres fra dyr og fødevarer til mennesker, kræver samarbejde og overvågning på tværs af sektorer. Sådan lyder anbefalingen på den første internationale konference om "One Health", der blev holdt i Australien i sidste uge. DTU Fødevareinstituttets direktør Henrik C. Wegener var med og præsenterede de danske erfaringer - for den nu internationalt anbefalede model har med stor succes været brugt i Danmark de sidste 15 år.
Den 14. – 16. februar 2011 var mange af verdens førende eksperter inden for fødevaresikkerhed samt dyr og menneskers sundhed samlet i Melbourne i Australien til den internationale, videnskabelige konference: "One Health" - den første af sin art.
Konferencen havde fokus på sygdomsrisici og de udfordringer, der er forbundet med samspillet mellem dyr, fødevarer, mennesker og miljø, og hvad der skal til for effektivt på nationalt, regionalt og globalt plan at forebygge sygdomme, der kan overføres fra dyr og fødevarer til mennesker. En stigende andel infektionssygdomme hos mennesker kommer nemlig fra dyr. Det drejer sig eksempelvis om salmonella, SARS og fugleinfluenza såvel som bakterier, der bliver resistente overfor antibiotika. Problemerne er i stigende grad globale, og kan ikke kun bekæmpes på nationalt niveau.
One Health handler således om i en global, koordineret indsats at forebygge sygdomme hos mennesker ved kontrol og bekæmpelse af de infektioner i dyr, hvor sygdommene kommer fra.
Danmark som inspirationskilde
"For at forebygge den type globale infektionssygdomme stod det på konferencen klart, at der blandt eksperterne er enighed om, at det er vigtigt, at alle led i kæden bliver inddraget - fra den primære produktion på gårdene til bøffen ligger på tallerkenen. Det inkluderer både produktionsdyr, vilde dyr, mennesker og det miljø, vi alle er en del af", fortæller institutdirektør Henrik C. Wegener fra DTU Fødevareinstituttet, som var inviteret til konferencen som taler.
"Det er en meget interessant udvikling set med danske briller. For sådan har vi arbejdet med at øge fødevaresikkerheden i Danmark de sidste 15 år – og det har ført til meget gode resultater", fortsætter Henrik C. Wegener.
For eksempel har vi igennem de sidste 15 år i Danmark reduceret forekomsten af salmonella i æg og kyllingeprodukter, så den i dag er tæt på nul. Det har resulteret i en reduktion af salmonellasmittede danskere til mindre end en tredjedel siden 1997.
Danmark har siden oprettelsen af Zoonosecentret i 1994 baseret en væsentlig del af den succesfulde indsats mod blandt andet salmonella og antibiotikaresistens på en koordineret jord-til-bord filosofi. I jord-til-bord filosofien bekæmper og forebygger vi i den primære produktion og kontrollerer i resten af kæden kombineret med en effektiv og åben deling, overvågning og samlet analyse af data fra dyr, fødevarer og mennesker.
Det er et eksempel på "One Health" tænkning i det danske system, som i mange tilfælde også inkluderer landbrug, fødevareindustri og myndigheder. Ved konferencen blev det beskrevet som et af de eneste praktiske eksempler på implementering af den i internationalt kredse nye One Health tænkning. De danske erfaringer fra den succesfulde salmonellabekæmpelse blev også fremhævet fra flere sider som en model for bedre sikring af fødevaresikkerhed i fremtiden.
International rollemodel
"De globale epidemier med SARS og fugleinfluenza har vist, at i en globaliseret verden er samarbejdet på tværs af sektorer en forudsætning for at løse problemer med sygdomme, der smitter fra dyr til mennesker. Det er glædeligt, at samarbejdet i det danske Zoonosecenter kan være international rollemodel på det vigtige område", siger Henrik C. Wegener.
"One Health" blev startet som følge af fugleinfluenzaudbruddene, der gjorde det klart, at de fleste lande ikke har mekanismer til effektiv koordination mellem landbrugs- og sundhedssektorer. Under det globale udbrud blev kritisk information om udbrud i fjerkræ fra landbrugssektoren ikke delt med sundhedssektoren, og det resulterende i, at muligheder for at forebygge sygdommen hos mennesker blev forpasset.
Læs mere
Læs mere om One Health på konferencens website, og find mere information om Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet på instituttets website. Zoonosecentret rådgiver og overvåger sygdomme, der overføres fra dyr og fødevarer til mennesker.
Se desuden artiklerne fra DTU Fødevareinstituttets festskrift: Salmonellabekæmpelsens internationale frontløber og Mennesket vs. resistente bakterier.