Status på det landsdækkende salmonellaudbrud - uge 45

Fødevaresikkerhed

1.098 personer er nu registreret smittet med salmonella U292. Udbruddet fortsætter, men med færre ugentlige tilfælde end tidligere. Den Centrale Udbrudsgruppe arbejder fortsat på at finde smittekilden. Se den ugentlige orientering fra Den Centrale Udbrudsgruppe og dermed DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut.

Myndighederne har frem til dato registreret 1.098 personer, som er smittet med salmonella U292. Det vurderes, at udbruddet stadig fortsætter, men med færre ugentlige tilfælde end tidligere. Kilden til smitten er stadig ikke fundet, men Den Centrale Udbrudsgruppe arbejder med uformindsket styrke for at finde smittekilden.

Fra januar til oktober 2008 er der samlet rapporteret 3.176 salmonella-tilfælde sammenlignet med 1.441 i samme periode af 2007. Dette betyder, at stigningen i salmonella-tilfælde i år ikke alene kan tilskrives det landsdækkende salmonella typhimurium U292 udbrud. Der er således konstateret ophobninger af andre salmonella-typer, heriblandt salmonella typhimurium DT135 og salmonella derby. En mulig sammenhæng mellem disse ophobninger og det landsdækkende U292 udbrud er et af de spor, som udbrudsgruppen følger i det videre arbejde.

Efterforskning på virksomheder

Der følges stadig op på spor efter undersøgelserne på Færøerne. Dette gøres blandt andet ved udtagning af prøver samt indsamling af oplysninger om leverandører og aftagere fra virksomhederne.

Analysesvar

Foreløbige resultater fra udtagne prøver er negative, undersøgelser er dog stadig i gang.

Fortsat indsendelse af egenkontrolprøver

I jagten på kilden til smitten skal forarbejdnings-, distributions- og detailvirksomheder fra 5. september 2008, jf. bekendtgørelse nr. 884 af 5. september 2008 om typning af salmonellapositive egenkontrolprøver indsende alle positive salmonellafund til typebestemmelse for ad den vej at forsøge at finde kilden.

DTU Fødevareinstituttet typebestemmer salmonellafund fra virksomhedernes egenkontrol uden beregning. Der er i forbindelse med disse typebestemmelser fundet forskellige typer af salmonella, blot ikke salmonella Typhimurium U292.

Undersøgelser ved brug af oplysninger fra patienter

Den Centrale Udbrudsgruppe arbejder fortsat med at analysere data fra undersøgelsen af patienters indkøb i detailbutikker forud for sygdom.

Kontaktperson den kommende uge:

Kåre Mølbak, Statens Serum Institut, tlf. 3268 3157