Mindre salmonella i frilandssvin

Fødevaresikkerhed

Færre svin fra frilandsbesætninger bærer rundt på salmonellabakterier i forhold til svin fra konventionelle besætninger. Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet om forekomsten af salmonella i slagtesvin fra forskellige typer svinebesætninger, som er udarbejdet som led i forskningsprojektet Qualysafe.

Forskerne forventede ellers at finde mere salmonella i frilandssvin, da flere af de kendte salmonella-risikofaktorer er mere udbredte i de alternative besætningstyper. I den kommende tid vil forskerne undersøge de årsager, der ligger bag det overraskende fund.

Læs mere i notatet: Sammenligning af salmonellaforekomst i frilandssvin, økologiske svin og konventionelle svin (pdf).