Bagatelgrænse for kemiske stoffers sundhedsskadelige effekter

Sundhed og sygdomme

Ny rapport udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet, Afdeling for Toksikologi og Risikovurdering, beskriver udviklingen og videnskabelige vurderinger af et koncept kaldet "Threshold of Toxicological Concern", TTC. TTC refererer til en nedre tærskel, en bagatelgrænse for eksponering, for et givent kemisk stof. Under bagatelgrænsen vil der ikke være en nævneværdig risiko for, at menneskers sundhed bliver påvirket, selv ved en livslang udsættelse for stoffet.

TTC konceptet er udviklet internationalt gennem de sidste 20 år. Det bygger på analyser og vurderinger af sammenhæng mellem kemiske stoffers strukturer og deres sundhedsskadelige effekter. Konceptet er relevant at bruge, hvis der kun er begrænset eller ingen viden om stoffets sundhedsskadelige effekter.

For at anvende konceptet kræver det, at den kemiske struktur af stoffet er kendt, og eksponeringen er så lav, at nye undersøgelser af stoffets sundhedsskadelige effekter ikke bør igangsættes af dyrevelfærds- og ressourcemæssige årsager.

Rapporten er et samarbejdsprojekt mellem Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Læs rapporten: "The Threshold of Toxicological Concern (TTC) concept: Development and regulatory applications", som er udgivet af Miljøstyrelsen (pdf).