EU-kommissionen vedtog den 1. oktober 2012 en positivliste for tusindvis af aromastoffer. Bagved ligger et stort og mangeårigt arbejde udført i DTU Fødevareinstituttet, som dermed har en afgørende finger med i spillet om at sikre, at de aromastoffer, der er tilsat vores mad, ikke er sundhedsskadelige.
Da EU-kommissionen den 1. oktober 2012 vedtog en positivliste for aromastoffer, var det den første af sin art. Positivlisten er den officielle fortegnelse over de aromastoffer, der må bruges i fødevarer. DTU Fødevareinstituttet har de sidste ti år stået for det forberedende arbejde med at vurdere cirka 2.800 aromastoffer for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA. På baggrund af EFSAs arbejde har EU-Kommissionen nu fastsat, hvilke aromastoffer der fortsat kan anvendes i EU.
Fødevareproducenter har bidraget med information om aromastoffernes kemi og om, hvordan stofferne bliver omsat i vores kroppe. DTU Fødevareinstituttets medarbejdere har organiseret informationerne om stofferne i en database, og sammen med en gruppe europæiske eksperter inden for toksikologi og kemi foretog de vurderingerne. Ansatte på DTU Fødevareinstituttet har i en lang årrække koordineret risikovurderingen af de kemisk definerede aromastoffer for EFSA.
DTU Fødevareinstituttet har på den måde haft en afgørende indflydelse på processen med at sikre, at de aromastoffer, der tilsættes vores mad, ikke er sundhedsskadelige for befolkningen. Samtidig har den del af fødevareindustrien i hele EU, der benytter aromastoffer, fået ens retningslinjer for, hvordan de skal anvende aromastofferne i deres produkter.
Læs mere
Se positivlisten og EU-kommissionens pressemeddelelse. Se også EFSAs nyhed om positivlisten på efsa.europa.eu samt den database over aromastoffer, DTU Fødevareinstituttet har organiseret information om stofferne i.
Find mere information om DTU Fødevareinstituttets arbejde med toksikologi, som blandt andet bidrager til at rådgive Fødevarestyrelsen om forskellige kemikalier i vores mad.
Aromastofferne vurderes i Danmark
Den 1. oktober 2012 har EU-Kommissionen vedtaget en positivliste for aromastoffer – den første af sin art. Bagved ligger et stor arbejde udført i DTU Fødevareinstituttet.
Danmark var i 1990’erne med til at etablere en database over de aromastoffer, som blev anvendt i Europa, og i årene derefter er databasen blevet udvidet med indsamlet viden om aromastofferne. Det er baggrunden for, at DTU Fødevareinstituttet de sidste ti år har stået for det forberedende arbejde med vurderingen af tusindvis af aromastoffer for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA.
Langt sejt træk for fælles regler
De første skridt til aromalisten blev taget allerede i 1970’erne. I den første danske bekendtgørelse om tilsætningsstoffer (1), som dannede grundlaget for positivlisten for tilsætningsstoffer, blev der oprettet en anmeldelsesordning for fire typer at tilsætninger. Anmeldelsesordningen blev udarbejdet for aromastoffer, næringsstoffer, enzymer samt for bakterie- og skimmelkulturer. For de øvrige typer af tilsætningsstoffer var der ingen problemer med gennemførelsen af anmeldelsesordningen, der stadig eksisterer i dag.
Men for aromastofferne opstod der hurtigt store problemer med gennemførelsen og en
ny bekendtgørelse (2) udsatte ikrafttrædelsesdagen for bestemmelsen. Det resulterede i, at forbrugerorganisationer og græsrodsbevægelser protesterede over udsættelsen, og samtidig at Danmark begyndte et langt sejt træk i det tidligere EF, nu EU, for at få fælles regler for anvendelsen af aromastoffer i maden.
Efterfølgende blev aromaområdet prioriteret højt i Fødevarestyrelsen, og der blev afsat penge på finansloven til varetagelse af arbejdet.
DTU Fødevareinstituttet fortsætter med vurderinger
I løbet af 1980’erne blev der i nogle af de andre EU-medlemsstater større og større forståelse for, at området burde reguleres, men samtidig mente nogle lande, at en positivliste ikke var nødvendig. Man forsøgte ad flere omgange at få overblik over omfanget af aromastoffer og til sidst lykkedes det, selvom forsøget har været stoppet flere gange.
DTU Fødevareinstituttet har været med hele vejen fra 1970’erne og op til i dag. I de første mange år var projektet medfinansieret af Fødevareministeriet, men efter oprettelsen af det Europæiske fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, i 2001, som overtog projektet fra EU-Kommissionen, er projektet finansieret af EFSA. DTU Fødevareinstituttet varetager stadigt aromavurderingerne for EFSA.
Noter:
1. Bekendtgørelse om tilsætningsstoffer til levnedsmidler og om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m. (Ministeriet for forureningsbekæmpelses bekendtgørelse nr. 316 nr. 316 af 8. juni 1973).
2. Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om tilsætningsstoffer til levnedsmidler. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 470 af 15. september 1975.