Danmarks Fødevareforskning ruster sig til fremtiden

Fødevaresikkerhed
Danmarks Fødevareforskning reorganiserer nu forskning og kommerciel virksomhed for at sikre myndighedsberedskabet og en styrket international profil.

Danmarks Fødevareforsknings kompetencer samles i to store institutter for fødevaresikkerhed og infektiøse husdyrsygdomme og to mindre afdelinger med human ernæring og kommerciel virksomhed.

Reorganiseringen markerer en enkel og entydig profil og sikrer, at nationale og internationale myndigheder og organisationer fortsat kan gøre brug af institutionens forskning, beredskab og anden opgavevaretagelse.

Danmarks Fødevareforskning planlægger, at den nye organisationsplan er fuldt implementeret i juli 2006.

Fra "bord til jord"

Ændringerne sikrer, at det fornødne "bord til jord" perspektiv og den nødvendige vidensopbygning til beredskab, rådgivning og referencelaboratorieopgaver bevares. Samtidigt styrkes det brugerdrevne og den internationale profil, således at arbejdet med fødevaresikkerhed og infektiøse husdyrsygdomme i EU, WHO, OIE m.fl. fortsat kan udbygges. Hertil kommer, at vi ønsker at fastholde adskillelsen mellem risikovurdering og risikohåndtering, hvor Danmarks Fødevareforskning er ansvarlig for den forskningsbaserede risikovurdering, mens Fødevarestyrelsen er ansvarlig for risikohåndteringen. 

Institut for Fødevaresikkerhed
Det nye institut omfatter kemisk og mikrobiologisk fødevaresikkerhed samt miljø og sundhedsrisici. Det vil udgøre ca. 115 AC og ca. 100 TAP årsværk. Opgaverne omfatter forskning og innovation, overvågnings- og kortlægningsundersøgelser, referencelaboratorievirksomhed og beredskab, forskningsbaseret rådgivning og risikovurdering, diagnostik samt formidling og undervisning.

Fungerende chef for det nye institut er forskningschef adjungeret professor, Henrik C. Wegener.

Institut for Infektiøse Husdyrsygdomme
Det nye institut samler tre tidligere afdelinger og omfatter infektiøse husdyrsygdomme og sygdomme hos fisk. Afdelingen er blandt andet ansvarlig for det diagnostiske beredskab for eksotiske virussygdomme hos husdyr. Det vil udgøre ca. 100 AC og ca. 260 TAP årsværk. Instituttets opgaver omfatter forskning og innovation, diagnostik, overvågning, forskningsbaseret rådgivning og risikovurdering, formidling og undervisning samt egenproduktion af vacciner og sera. Alle aktiviteter er i mere eller mindre grad knyttet til opretholdelse og udvikling af det veterinære beredskab. En betydelig del af aktiviteterne inden for diagnostik og risikovurdering foregår på kommerciel basis.

Fungerende chef er forskningschef, adjungeret professor, Kristian Møller.

Afdeling for Ernæring 

Afdelingen vil udgøre ca. 20 AC årsværk og 10 TAP årsværk. Området dækker human ernæring med fokus på befolkningens kost- og næringsstofindtag ud fra et forebyggende perspektiv. Herunder hører også indtagsberegninger til brug for vurdering af fødevaresikkerhed, vedligeholdelse af kostdatabaser og omfatter vurderinger og rådgivning til Fødevarestyrelsen.

Forskningschef Inge Tetens er uændret afdelingens chef.

Afdeling for Kommerciel Aktivitet og Innovation
Danmarks Fødevareforsknings kommercielle aktivitet udskilles, således den står finansielt fuldt separeret, og således, at brugerne tilbydes den bedst mulige og entydige service. De større kommercielle produkter og ydelser omfatter for tiden vacciner og sera samt kommerciel diagnostisk aktivitet.

I den nye organisation forbliver de rent forsknings- og beredskabsfaglige kompetencer og systemer i de faglige enheder, men kan herefter kobles på den samme kommercielle funktion. Herved sikres det nødvendige kundeorienterede fokus samtidig med at beredskabet bevares.

I den nye kommercielle afdeling vil Danmarks Fødevareforskning desuden styrke innovationsindsatserne, og som støttefunktion hertil oprette et mindre Væksthus.

Fungerende chef er forskningschef Mogens Madsen.

Vedlagt: Organisationsdiagram for Danmarks Fødevareforskning