Frem til dato er 1.043 personer registreret, som er smittet med salmonella U292. Af disse er ni personer døde af salmonellaen. Fælles for de ni personer er, at deres immunsystem var svækket som følge af andre lidelser, da de blev smittet med salmonella U292. Se den ugentlige orientering fra Den Centrale Udbrudsgruppe og dermed DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut.
Ugentlig orientering om det landsdækkende salmonella U292 udbrud fra Den Centrale Udbrudsgruppe og dermed DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut (uge 42, 2008):
Myndighederne har frem til dato registreret 1043 personer, som er smittet med salmonella U292. Af disse er ni personer døde med salmonellaen. Fælles for disse ni personer er, at deres immunsystem var svækket som følge af andre lidelser på tidspunktet for konstatering af salmonellasmitten.
Kilden til smitten er stadig ikke fundet, men Den Centrale Udbrudsgruppe arbejder med uformindsket styrke for at finde smittekilden.
Efterforskning vedr. patienter på Færøerne
I denne uge har en repræsentant fra Statens Serum Institut og en repræsentant fra Fødevarestyrelsen samarbejdet med de færøske myndigheder om efterforskningen af mulige kilder til 14 tilfælde af sygdommen på Færøerne.
Arbejdet har blandt andet omfattet interview med patienterne, undersøgelse af handelsmønster og vare indkøb samt udtagning af godt 140 prøver af forskellige kød og kødprodukter til analyse for salmonella.
På baggrund af efterforskningen synes mistanken til svinekød eller produkter heraf at være blevet bestyrket.
Materialet skal nu behandles mere indgående, men der er allerede på nuværende tidspunkt mulige spor til et par virksomheder der vil blive fulgt uafhængigt af dette.
Undersøgelse for salmonella i besætninger
I sidste uge blev der udtaget prøver i 2 svinebesætninger, der en gang tidligere havde været undersøgt men hvor resultatet var negativt. Prøverne blev udtaget fordi der var grund til at antage, at prøverne havde taget skade i forbindelse med transport. Resultaterne af dette nye hold prøver var også negative for salmonella.
Endvidere er en ny kvægbesætning fundet positiv med salmonella typhimurium U292, med den samme DNA profil som patienterne.
Efterforskning på virksomheder
Der følges i øjeblikket op på et fund af salmonella U292 i en prøve af fersk kød udtaget i forbindelse med overvågning af salmonella i kød der afsendes til Sverige og Finland.
Den Centrale Udbrudsgruppe har i den forbindelse igangsat prøvetagning af varer fra virksomheden. De seneste resultater af prøverne viser et fund af salmonella i 4 ud af 200 prøver. Fra hvert fund types der videre på 5 isolater (dvs. i alt 20 isolater er i arbejde). I to af prøverne er der tale om salmonella derby (dvs. 10 isolater), mens de sidste to prøver er salmonella typhimurium. Resultaterne af den videre typning af det ene salmonella typhimurium fund har vist, at der er tale om andre typer end U292 (4 salmonella typhimurium DT170 og en ikke fagtypbar salmonella typhimurium). Resultaterne af den videre typning af det andet salmonella typhimurium fund samt DNA typning på det ikke fagtypbare isolat afventes.
I jagten på kilden til smitten skal forarbejdnings-, distributions- og detailvirksomheder fra 5. september 2008, jf. bekendtgørelse nr. 884 af 5. september 2008 om typning af salmonellapositive egenkontrolprøver indsende alle positive salmonellafund til typebestemmelse for ad den vej at forsøge at finde kilden.
DTU Fødevareinstituttet typebestemmer salmonellafund fra virksomhedernes egenkontrol uden beregning. Der er i forbindelse med disse typebestemmelser fundet forskellige typer af salmonella, blot ikke salmonella typhimurium U292.
Undersøgelser ved brug af oplysninger fra patienter
Den Centrale Udbrudsgruppe arbejder fortsat med at analysere data fra undersøgelsen af patienters indkøb i detailbutikker forud for sygdom.
Kontaktperson den kommende uge:
Overlæge Kåre Mølbak, Statens Serum Institut, tlf. 32 68 31 57