DTU Fødevareinstituttet og en række samarbejdspartnere styrker nu indsatsen for at udvikle og anvende naturligt forekommende bakterier og bakterievirus til sygdomsbekæmpelse i opdræt af fiskelarver. Målet med et nyt forskningsprojekt er at forbedre produktionen af marine fiskelarver og reducere risikoen for udvikling af antibiotikaresistens hos bakterier for dermed at forbedre fødevarekvaliteten.
Følsomme fiskelarver
Akvakultur, med opdræt af fisk, muslinger og krebsdyr, er globalt set den hurtigst voksende sektor inden for animalsk fødevareproduktion.
Hos mange fisk og skaldyr er larvestadiet meget følsomt over for bakterieinfektioner, og infektionerne kan medføre total kollaps af larverne. Det er en stor udfordring for fiskeopdrættere, da der ikke kan vaccineres mod sygdommene på larvestadiet. Derfor må opdrætterne bl.a. anvende antibiotika til sygdomsbekæmpelse for at sikre, at produktionen overlever.
Behandling med antibiotika giver risiko for, at de bakterier, der gør fiskelarverne syge, udvikler resistens, så fiskeopdrættere står helt uden mulighed for at bekæmpe sygdomme. Det giver opdrættere store økonomiske tab. Der er også risiko for, at denne resistens kan overføres til bakterier, der gør mennesker syge.
Naturlige bakterier og virus skal erstatte antibiotika
Det er baggrunden for, at DTU Fødevareinstituttet og en lang række samarbejdspartnere vil undersøge to biologiske alternativer til sygdomsbekæmpelse i et nyt forskningsprojekt, som er støttet af en bevilling på 14,6 mio. kr. fra Det Strategiske Forskningsråd. Det overordnede mål er at forbedre produktionsmulighederne for en række marine fiskearter og at reducere risikoen for udvikling af bakteriel antibiotikaresistens.
I projektet vil forskerne udvikle og anvende naturligt forekommende bakterier og bakterievirus til bekæmpelse af de bakterier, der gør fiskelarverne syge. Specielt vil det blive undersøgt, om man ved at kombinere disse biologiske principper yderligere kan forbedre behandlingen. I medicin til mennesker benytter man med succes kombinationsbehandling, og projektet introducerer denne metode i fiskeopdræt, fordi kombinationsbehandling eventuelt kan have en forstærkende effekt og reducere risikoen for ny resistensudvikling.
Læs mere
Læs mere om forskningsbevillingen på Styrelsen for Forskning og Innovations hjemmeside.
Projektet er firårigt, går i gang i 2013, er ledet af professor Lone Gram fra DTU Fødevareinstituttet og er et samarbejde mellem en række forskningspartnere: DTU, Københavns Universitet, Universitetet i Bergen, Hellenic Centre for Marine Research i Grækenland og flere virksomheder: Maximus A/S, VenøSund Fisk og Skaldyr Aps, Fishlab, Selonda Aquaculture SA, ACD Pharmaceuticals AS og BGI Europe A/S.