1.247 personer er registreret smittet med salmonella U292, siden det landsdækkende udbrud tog fart i februar 2008. Siden begyndelsen af december 2008 er antallet af nye patienter faldet til under ti om ugen. Se den ugentlige orientering fra Den Centrale Udbrudsgruppe og dermed DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut.
Resumé
Siden det landsdækkende udbrud med salmonella typhimurium U292 tog fart i februar sidste år har myndighederne registreret 1.247 personer, som er smittet med salmonella U292.
Kilden til smitten er stadig ikke fundet, men Den Centrale Udbrudsgruppe arbejder fortsat på at finde smittekilden.
Antallet af nye patienter er faldet til under ti om ugen. Det lavere niveau i antallet af patienter har været konstant siden starten af december 2008.
Sådan arbejder Den Centrale udbrudsgruppe
I uge 5 har gruppen haft besøg af to eksperter fra Folkehelse Instituttet i Norge, som har set på det arbejde og de undersøgelser, som er udført i forbindelse med dette udbrud. Meningen med besøget var blandt andet at få respons på de metoder, der er anvendt samt evt. input til, hvad der fremadrettet kan gøres.
Laboratoriemæssig efterforskning
Samtidig med det store salmonella U292-udbrud er der registreret og arbejdet med udbrud som følge af salmonellatyperne DT3 og DT135 med henholdsvis 63 og 116 registrerede tilfælde. Der er igangsat laboratorieundersøgelser for at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem de forskellige salmonellatyper. De foreløbige undersøgelser kunne tyde på et vist slægtskab mellem disse udbrudstyper, og betydningen af denne viden for kildesporingen er ikke helt klar.
Virksomheder skal indsende egenkontrolprøver med positive salmonellafund
I jagten på smittekilden skal forarbejdnings-, distributions- og detailvirksomheder indsende alle positive salmonellafund til typebestemmelse for ad den vej at forsøge at finde kilden (jfr. bek. nr. 884 af 5. september 2008 om typning af salmonellapositive egenkontrolprøver).
DTU Fødevareinstituttet typebestemmer salmonellafund fra virksomhedernes egenkontrol uden beregning.
Forbrugerne kan mindske risikoen for salmonella:
Hvis du vil undgå at blive syg af salmonella, skal du sørge for en grundig køkkenhygiejne, og gennemstege hakket kød og fjerkræ. Desuden bør du bruge pasteuriserede æg til retter, du ikke gennemvarmer. Husk også at skylle grønsager grundigt.
Læs flere gode råd på Fødevarestyrelsens hjemmeside
Den Centrale Udbrudsgruppe er et samarbejde mellem Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen. Udbrudsgruppen orienterer hver uge om arbejdet med opklaringen af det landsdækkende salmonellaudbrud via institutionernes hjemmesider.