I forbindelse med den Europæiske Antibiotikadag inviterer parterne bag det danske overvågningsprogram DANMAP til seminar den 18. november 2010. Seminaret sætter fokus på humant og veterinært antibiotikaforbrug samt resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker i Danmark.
Den Europæiske Antibiotikadag bliver for tredje år i træk holdt i hele Europa den 18. november 2010. Dagen skal øge kendskabet til de risici, der er forbundet med uhensigtsmæssig og unødvendig brug af antibiotika.
I forbindelse med den Europæiske Antibiotikadag 2010 inviterer parterne bag det danske overvågningsprogram DANMAP til et seminar i DTU Fødevareinstituttet. Her vil forskere fra især DTU Fødevareinstituttet og Statens Seruminstitut præsentere resultater fra DANMAP, som hvert år opgør forbrug af antibiotika til dyr og mennesker samt forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker i Danmark. Se programmet (pdf).
Bag DANMAP står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.
Tilmelding til seminaret
Tilmelding sker ved at kontakte afdelingssekretær Christina Brandt Andersen, Statens Serum Institut på e-mail cbd@ssi.dk senest torsdag den 4. november 2010.
Årlig Europæisk Antibiotikadag
Den Europæiske Antibiotikadag er organiseret af Det Europæiske Center for Forebyggelse og Bekæmpelse af Smitsomme Sygdomme (ECDC) og er en årligt tilbagevendende begivenhed. Læs mere om dagen på ECDC's hjemmeside.