Ægs betydning for sundhed og sygdom

Fødevarekvalitet

En ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet har set på danskernes indtag af æg og gennemgået litteraturen om indtag af æg i forhold til risikoen for udvikling af sygdomme. Litteraturgennemgangen peger i retning af, at for raske personer ser risikoen for at udvikle hjerte-karsygdomme og type-diabetes-2 ikke ud til at blive påvirket af at spise seks æg om ugen. Der mangler stadig dokumentation for risikoen i forhold til en lang række andre sygdomme. Rapporten er præsenteret på et møde i Landbrug & Fødevarer den 29. september 2011.

DTU Fødevareinstituttet har i en ny rapport gennemgået litteraturen om sammenhængen mellem indtaget af æg og risikoen for udvikling af sygdomme og har også set på andre landes anbefalinger for indtag af æg. DTU Fødevareinstituttet tager ikke stilling til, om de nuværende råd om indtag af æg skal ændres.

Æg har et relativt højt indhold af protein og fedt, men indeholder stort set ikke kulhydrat og ingen kostfibre. Desuden indeholder æg en række vitaminer og mineraler. Det høje indhold af kolesterol i æg har givet anledning til diskussion om, hvorvidt indtag af æg øger risikoen for at udvikle hjerte-karsygdomme. Litteraturgennemgangen viser, at selv om æg indeholder meget kolesterol, så vil et indtag på 6-7 æg om ugen for raske personer ikke føre til øget risiko for udvikling af hjerte-kar sygdomme og type-2-diabetes.

Nogle udenlandske myndigheder og sundhedsorganisationer anbefaler generelt, at befolkningen maksimalt indtager 300 milligram kolesterol om dagen. I Norden indtager befolkningen i gennemsnit 250 til 350 milligram kolesterol om dagen. Hvis befolkningen følger anbefalingerne om at spise mere frugt og grønt og færre fede mejeri- og kødprodukter, vil indtaget af kolesterol falde. Derfor sættes der ikke en grænse for indtaget af kolesterol i de nordiske næringsstofanbefalinger.

Der mangler data for, at forskerne kan konkludere, om indtaget af æg påvirker risikoen for at udvikle blandt andet kræft, overvægt og knogleskørhed, ligesom der er mangelfuld dokumentation for ægs mulige beskyttende effekt over for sygdomme.

Resultaterne fra litteraturgennemgangen er præsenteret på Landbrug og Fødevarers videnskabeligt orienteringsmøde for cirka 120 diætister og andre ernæringsprofessionelle, som finder sted den 29. og 30. september 2011.

Læs mere

Find mere information i rapporten: Æg i kosten og betydningen for sundhed og sygdom (pdf).

Læs mere om Landbrug & Fødevarers videnskabeligt orienteringsmøde for diætister og andre ernæringsprofessionelle på Landbrug og Fødevarers hjemmeside.