EFSA vurderer kødkontrollen af svin

Fødevaresikkerhed

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har offentliggjort en vurdering og en teknisk rapport om kødkontrol af svin. Det er første del af EFSAs evaluering af hele kødkontrolområdet. Vurderingen indeholder forslag til modernisering af kødkontrollen og lægger fundamentet for ændringer, der tilgodeser både forbrugersikkerhed og dyrevelfærd. EFSAs eksperter vurderer, at en succesfuld kødkontrol indebærer, at der fastsættes mål for fødevaresikkerheden på de kølede slagtekroppe efter endt slagtning, og at kontrollen integrerer forebyggelse og kontrol i besætninger og optimeret hygiejne på slagterierne. Forskningsleder Tine Hald og seniorrådgiver Jens Kirk Andersen fra DTU Fødevareinstituttet har deltaget i arbejdet.

På baggrund af data for forekomst i svin og forekomst af sygdom i mennesker vurderer EFSA, at den vigtigste fødevareoverførte mikroorganisme i svin er salmonella efterfulgt af yersinia, toxoplasma og trikiner. De nævnte mikroorganismer bliver ikke afsløret ved den traditionelle kødkontrol, men kræver overvågning med udtagning af prøver og efterfølgende laboratorieanalyser. EFSA vurderer, at dioxin, dioxin-lignende forbindelser og antibiotikummet kloramfenikol er de mest kritiske kemiske forureninger. Kontrollen af både sygdomsfremkaldende mikroorganismer og kemiske forureninger kan forbedres ved bedre integrering af data indsamlet i hele produktionskæden.

Læs vurderingen: Scientific Opinion on the public health Hazards to be covered by inspection of meat (swine) (pdf) og den tekniske rapport: Technical specifications on harmonised epidemiological indicators for public health hazards to be covered by meat inspection of swine (pdf).