DTU Fødevareinstituttet inviterer til åbent seminar om fødevareoverførte sygdomme den 23. juni 2011, når Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet offentliggør den årlige rapport om forekomsten af sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker. Seminaret har fokus på de væsentligste temaer fra overvågningen, herunder salmonellasmittekilderegnskabet, der anslår, hvor salmonellainfektionerne kom fra i 2010, hvordan forskerne er i front i forhold til at påvise virus i fødevarer og fund af sygdomsfremkaldende mikroorganismer i frugt og grønt.
I de seneste år har frugt og grønt haft en stigende betydning som kilde til fødevareoverførte sygdomme. Mest aktuelt er det tyske VTEC-udbrud. Men frugt og grønt kan også indeholde virus, og de største udbrud i 2010 stammer netop fra virus, den såkaldte Norovirus. Hidtil har forskerne haft svært ved at påvise Norovirus, men nye metoder udviklet i DTU Fødevareinstituttet gør det nu muligt i visse fødevarer.
Hvordan påvises Norovirus i fødevarer? Hvilke fødevarer har været årsag til flest salmonellainfektioner i fødevarer i 2010? Hvilke fødevarebårne udbrud var der i 2010, og hvilke udbrud skyldes sygdomsfremkaldende mikroorganismer i frugt og grønt? Hvordan er sygdomsfremkaldende mikroorganismers muligheder for at overleve i spegepølser?
Det er nogle af de spørgsmål, oplægsholderne vil forsøge at besvare på et åbent seminar om fødevareoverførte sygdomme i Danmark i anledningen af, at Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet offentliggør den årlige rapport om forekomsten af sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker. Oplægsholderne kommer både fra DTU Fødevareinstituttet, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.
Seminaret er det første i rækken af åbne institutseminarer om fødevaresikkerhed, ernæring, fødevarekvalitet, fødevareteknologi samt miljø og sundhed, som DTU Fødevareinstituttet fremover løbende vil holde om instituttets forskning, myndighedsbetjening og aktuelle emner.
Tid
Torsdag den 23. juni 2011, klokken 13-15.30
Sted
DTU Fødevareinstituttet
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg
Bygning C
Mødelokale C-102 ved kantinen
Program og tilmelding
Se program (pdf). Det er gratis at deltage i seminaret.
På grund af begrænset deltagerantal er tilmelding nødvendig til Vibeke Bay, vibb@food.dtu.dk, senest den 22. juni 2011.