I 2006 blev der fundet rester af pesticider i 51 % af al den frugt og grønt, som blev kontrolleret af den danske pesticidkontrol. De udenlandske produkter indeholdt væsentligt oftere pesticidrester end de danske produkter. I prøverne fra dansk frugt blev der for eksempel fundet pesticidrester i 45 %, mens 74 % af de kontrollerede prøver af frugt fra EU-lande indeholdt pesticidrester. Sidste år overskred indholdet i 3,5 % af prøverne af frugt og grønt de tilladte grænseværdier.
Det fremgår af rapporten "Pesticidrester i fødevarer 2006 - resultater fra den danske pesticidkontrol" (pdf), som DTU Fødevareinstituttet har udarbejdet for Fødevarestyrelsen på baggrund af prøver og kemiske analyser fra fødevaregionerne. Godt 140 forskellige typer fødevarer blev i 2006 analyseret for ca. 190 forskellige pesticidrester fordelt på i alt 2.247 prøver. Se pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.