Hakket oksekød er den mest sandsynlige kilde til det udbrud, som siden den 18. september 2012 har smittet 12 danskere med VTEC-bakterien O157. DTU Fødevareinstituttet har under udbruddet undersøgt gødningsprøver fra danske kalve, og resultaterne fra de undersøgelser peger i samme retning.
Det aktuelle udbrud af VTEC O157, som startede i september 2012, har forårsaget alvorlige symptomer hos flere af patienterne. VTEC kan give blodig diarre og svære mavesmerter og medføre akut nyresvigt, såkaldt HUS, og børn er særligt udsatte for denne komplikation.
Undersøgelser fra den Centrale Udbrudsgruppe peger i retning af, at hakket oksekød kan have været smittekilden. I den Centrale Udbrudsgruppe sidder repræsentanter fra DTU Fødevareinstituttet, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.
VTEC O157 findes i dansk kvæg
DTU Fødevareinstituttet overvåger forekomsten af VTEC i dyr og fødevarer. Hvert år modtager DTU Fødevareinstituttet omkring 200 gødningsprøver fra danske tyrekalve ved slagtning. Resultaterne fra 2012 viser, at 20 af prøverne indeholder VTEC O157. I gennemsnit udskiller 6% af dyrene bakterien. Undersøgelserne peger derfor på, at VTEC O157 er til stede i dansk kvæg.
I tarmen på kvæg findes mange andre forskellige typer af VTEC, og flere af de typer findes også hos syge mennesker. Den variant af VTEC O157, der forårsager det aktuelle udbrud, producerer et giftstof, som er forholdsvis sjældent. I 2012 blev den variant påvist i én af 20 VTEC O157 positive gødningsprøver fra tyrekalve. DTU Fødevareinstituttet vurderer derfor, at den sandsynlige kilde til det aktuelle udbrud er oksekød.
Store krav til slagtehygiejne
Bakterien kan smitte mennesker af flere veje. Kød kan blive forurenet under slagtning, og andre fødevarer kan blive forurenet med bakterien via gødning. Den høje forekomst af VTEC hos drøvtyggere stiller store krav til slagtehygiejnen for at forhindre, at slagtekroppene bliver forurenet med bakterien. Ligeledes skal slagterierne sikre, at der under fremstillingen af kødprodukter ikke sker en forurening med VTEC.
For alle fødevarer, herunder også frugt og grønt, gælder at fødevareproducenterne skal vurdere risikoen for VTEC, og sikre forbrugerne fødevarer, der kan spises uden risiko for VTEC-infektioner.
Kilder til VTEC
Kilder til VTEC infektioner omfatter kød, specielt ikke-gennemstegt hakket oksekød, som er den sandsynlige kilde i det aktuelle udbrud.
Upasteuriserede mejeriprodukter samt frugt og grøntsager, herunder spirer kan også være kilde til VTEC. Bladsalat kan for eksempel blive forurenet med gødningsforurenet vandingsvand.
Mennesker, specielt børn, kan også blive smittet ved direkte kontakt til dyr eller ved person til person smitte. Endelig kan smitte overføres via drikkevand, eller ved badning i vand, der er forurenet med gødning eller spildevand.
Læs mere
Læs EPI-Nyt fra Statens Serum Institut: Udbrud af VTEC O157 september-oktober 2012 og nyhed fra Fødevarestyrelsen: Fødevarestyrelsen har få varme spor af burgerbakterie.