Fersk kylling øger risikoen for Campylobacter-infektion

Fødevaresikkerhed

Stigningen i antallet af Campylobacter-infektioner hos mennesker kan skyldes stigning i forbruget af fersk kyllingekød. En undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Seruminstitut understøtter denne sammenhæng.

Antallet af Campylobacter-infektioner hos mennesker steg markant i 1990´erne. Det samme gjorde forbruget af fersk kyllingekød.  

Ny forskning viser, at den eneste væsentlige risikofaktor for at erhverve en Campylobacter-infektion i Danmark er fersk kyllingekød, som ikke tidligere har været frosset. Risikoen ved fersk kyllingekød er størst om sommeren, hvor der også er flest Campylobacter i slagtekyllingerne. Undersøgelsen antyder også en vis risiko ved andet fjerkrækød som kalkunkød og tidligere frosset kyllingekød, dog er sammenhængen ikke statistisk sikker på dette punkt.  

Campylobacter var med ca. 3.670 tilfælde (se figur) i 2005 den hyppigste årsag til bakteriel fødevarebåren infektion hos mennesker i Danmark.

Figur: stigning for Campylobacter

Vi spiser mere kød fra fjerkræ

I løbet af 90'erne steg danskernes forbrug af fjerkrækød generelt. Danskernes foretrukne form for fjerkrækød, den hele frosne kylling, blev i stigende grad erstattet af fersk kyllingekød og udskæringer, som kyllingebryst og -lår. Også forbruget af kalkunkød steg markant.  

Allerede i 2002-2003 har den danske fjerkræbranche i samarbejde med forskning og myndigheder iværksat et kontrolprogram, der blandt andet tager højde for den større risiko for Campylobacter i fersk kyllingekød. Kyllingeflokke undersøges for Campylobacter kort før slagtning, og i det omfang det er muligt, benyttes alene flokke, der er fri for Campylobacter, til produktion af fersk kød. 

Videnskabeligt belæg

Undersøgelser har tidligere vist, at sammenligner man prøver af fersk og frosset kyllingekød,  så indeholder det ferske kød flest Campylobacter bakterier. Det skyldes at Campylobacter i et vist omfang dræbes ved frysning. Det har derfor i en årrække været en formodning, at der er større risiko for at få Campylobacter-infektion fra fersk kyllingekød end frosset. Det er denne formodning der nu for første gang understøttes videnskabeligt.  

I den ny undersøgelse  spurgte vi patienter, der havde haft en Campylobacter-infektion, hvilken type kød de havde købt og spist i perioden op til deres sygdom. De blev også spurgt om forbrug af andre fødevarer og en lang række andre forhold som f.eks. udlandsophold. I undersøgelsen indgik også til sammenligning raske personer samt personer, der havde haft andre typer fødevarebåren diarrésygdom, f.eks. Salmonella-infektion.  

Undersøgelsen er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift "Emerging Infectious Diseases" (vol. 12, no. 2, pp 280-284) og er udført i samarbejde mellem DTU Fødevareinstituttet og Statens Seruminstitut. Tidsskriftet er offentlig tilgængeligt, og artiklen kan hentes på forlagets hjemmeside.