Den danske griseproduktion stod i 2022 for 83% af det samlede veterinære forbrug af antibiotika (se figuren nedenfor). Fra 2021 til 2022 er forbruget målt i kilo faldet med 1,4%. Men ser man på hyppigheden, hvormed grise bliver behandlet med antibiotika, svarer forbruget i 2022 nogenlunde til året før.
”At faldet af antibiotika til grise ikke er større hænger sammen med, at smågrisene får mere antibiotika. EU’s forbud mod at bruge medicinsk zink betyder, at smågrisene i stedet behandles med neomycin for at stoppe fravænningsdiarre,” siger Marianne Sandberg, seniorforsker fra DTU Fødevareinstituttet og uddyber:
”Vi holder nøje øje med tallene fra DANMAP, fordi neomycin er en type antibiotika, som WHO kategoriserer som kritisk vigtigt til at behandle mennesker. Det vil være en stor udfordring, hvis det stigende forbrug af neomycin i svineproduktionen fører til øget resistens blandt sygdomsfremkaldende bakterier hos både dyr og mennesker.”
Landbruget kan få svært ved at nå Fødevarestyrelsens mål
Det stigende forbrug til smågrise er også medvirkende til, at landbruget kan få svært ved at nå Fødevarestyrelsens mål om at reducere antibiotikaforbruget til grise med 8% for perioden 2019-2023. DANMAP-rapporten viser, at forbruget af antibiotika er reduceret med 3,6% for perioden 2019-2022.
”For at opnå en betydelig reduktion af antibiotikaforbruget skal danske grises sundhedsstatus forbedres,” siger Marianne Sandberg.
Forbruget af antibiotika falder over en bred kam
Generelt viser DANMAP-rapporten, at forbruget af antibiotika falder til dyr (se figur). Fra 2021 til 2022 skyldes reduktionen et lavere forbrug til grise, kvæg og kæledyr. I 2022 var forbruget 24% lavere end i 2013.
Det samlede forbrug af antibiotika til dyr lå i 2022 på ca. 86 tons aktivt stof.
Læs mere
DANMAP-programmet har siden 1995 overvåget brugen af antibiotika til mennesker og dyr i Danmark og forekomsten af antibiotikaresistens blandt bakterier i dyr, mennesker og fødevarer. Hent DANMAP-rapporten fra DANMAP’s website. På websitet er også et faktaark om antibiotikaresistens.
Læs om udviklingen i det humane antibiotikaforbrug i en pressemeddelelse på DANMAP-websitet: Antibiotikaforbruget på hospitalerne stiger.