Fødevareallergi er et stigende sundhedsproblem, som vurderes at påvirke mere end 30 millioner mennesker i Europa, USA og Canada. At leve med fødevareallergi kan have store konsekvenser for livskvaliteten for dem der lever i frygt for alvorlige reaktioner eller endda anafylaktisk chok, hvis de utilsigtet kommer til at spise en af de allergifremkaldende fødevarer. I øjeblikket er behandlingsmulighederne meget begrænsede, og der er et stort udækket behov for sikre og effektive behandlingsmetoder.
Projektet ALLEVIATE2 vil bruge en ny strategi til at udvikle lægemiddelkandidater til såkaldt sublingual immunterapi overfor jordnøddeallergi samt overføre strategien fra jordnødde- til multi-nødde immunterapi og færdiggøre den prækliniske udviklingsfase for sublingual immunterapi overfor disse fødevareallergier.
Målet er forbedret sikkerhed, effektivitet og bekvemmelighed
"Projektets mål er at bane vejen for en radikal forbedring af behandlingsmulighederne for fødevareallergier ved både at gøre dem mere sikre, effektive og bekvemmelige i forhold til de nuværende behandlingsmuligheder. De produkter, projektet ønsker at udvikle, kan have stor betydning for livskvaliteten for mennesker med fødevareallergi," siger projektleder, seniorforsker og forskningsgruppeleder Katrine Lindholm Bøgh, DTU Fødevareinstituttet.
Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA godkendte det første lægemiddel til fødevareallergi immunterapi i januar 2020 og åbnede derved et stort forretningspotentiale inden for dette nye marked. ALLEVIATE2 sigter mod at skabe innovative gennembrud, der vil placere Danmark og danske samarbejdspartnere i frontlinjen indenfor fødevareallergi immunterapi. Hvis det lykkes, kan det tiltrække studerende, forskere, iværksættere og investorer til Danmark og dermed skabe flere job både i den akademiske verden og indenfor forskning og udvikling i bioteksektoren.